Rositas i Borgergade er både velbesøgt og meget populær

AALBORG: Restaurant Rositas i Borgergade er blevet et sandt hjerteprojekt for ejer og køkkenchef, Johan von Bülow.

Han har selv haft en hånd på alle tallerkner, der forlader køkkenet, ligesom alt i restauranten er nøje udvalgt af den passionerede herre. Aalborg:nu kiggede forbi for at finde ud af, hvad der gør Rositas så speciel.

Som ferie uden flyveturen

Mørket har så småt sænket sig over Aalborg, da vi nærmer os den lyserøde facade hos Rositas.

Varmt lys flyder ud af vinduerne og fortæller, at der er åbent i restauranten, og når man træder indenfor, bliver man budt velkommen af velklædte unge tjenere, som matcher perfekt med stedets indretning. Kvinderne er iført kjoler og perlekæder, og den unge mand er iklædt en skjorte og en dertilhørende butterfly.

Camilla Gammelgaard og Nicolas Cho Meier
Det er en helaftensforestilling at spise på Rositas. Man køber en trerettersmenu, som man selv sammensætter ud fra de 14 forskellige muligheder på tavlen.

De er alle engelsktalende, hvilket forstærker følelsen af, at man netop har forladt Borgergade og kolde Aalborg og er rejst til sydligere himmelstrøg.

- Alle mine tjenere er udenlandske studerende på Aalborg Universitet, og derfor foregår alt på engelsk. Faktisk kan vi sammenlagt betjene på 14 forskellige sprog her, men det foregår primært på engelsk. Har man svært ved det, så kan jeg selvfølgelig komme og assistere på dansk, fortæller Johan Von Bülow.

Lokalerne i restauranten er ikke ret store, på vægge og reoler er der massevis af hyggelige detaljer og sydlandske toner strømmer ud af højtalerne. Alt i alt føles det som om, man er trådt ind i en tidslomme.

- Ideen med Rositas er, at jeg gerne vil skabe en international restaurant inde midt i Borgergade. Når man går ind, skal man gerne kunne føle, at man er landet et eller andet sted sydpå. Om det er i Frankrig, Italien eller Spanien, det er for mig ligegyldigt. Det skal bare være sådan, at pulsen falder lidt, så snart man træder ind ad døren, fortæller Johan von Bülow.

Det skal være en oplevelse

Restauranten er opdelt i tre rum, og Johan von Bülow viser os rundt.

Inden for døren finder man det største lokale, og her fører en lille trappe op til de næste to rum. Det ene er lille et selskabslokale med plads til ti spisende gæster, og i det næste finder man klassiske cafeborde med tilhørende træstole, som man ser det i filmscener fra det sydfranske eller spanske.

Camilla Gammelgaard og Nicolas Cho Meier
Restauranten er en lille international lomme midt på Borgergade.

I forlængelse af det bageste lokale ligger endnu et rum, og det er overraskende nok et, som indehaveren er særligt stolt af, nemlig toilettet. Også her er der tænkt over hver enkelt lille detalje. Håndvasken ligner en stor spansk skål med spraglede farver. Spejle og billeder er i bedste retro-stil, og rundt omkring er der levende lys. Ved siden af håndvasken står der et fad med vatpinde og parfumer, som er til fri brug for restaurantens gæster.

De mange detaljer og sansen for hygge giver Rositas et touch af "home dining", hvor man føler, man er hjemme hos en sydlandsk familie privat for at spise.

- Jeg går meget op i alle de små ting. For eksempel elsker jeg at gå i forskellige skrammel-butikker og finde en masse pynt og sådan til restauranten. Jeg er til den gode stemning, ternede duge og dæmpet belysning, fortæller han og fortsætter:

- Når man tager ud og spiser en hel aftenen, så er det mere end bare tre retter mad. Så er det en oplevelse. Her får du nærmest fem timer sydpå, når du træder ind af døren. Det handler om god mad, gode vine, god jazz i højtalerne og en god atmosfære.

Maden og betjening

Menukortet på Rositas har da også samme udgangspunkt som lokalerne.

Man køber en samlet menu af tre retter, som man selv kan sammensætte ud fra tavlen på væggen, hvor de er delt op i forret, hovedret og dessert. Små røde hjerter ved nogle af hovedretterne indikerer i øvrigt, at du også kan få dem som en forret. Det er Johan Von Bülow selv, der har udvalgt, hvad der skal serveres hos Rositas.

Camilla Gammelgaard og Nicolas Cho Meier
Menukortet er sammensat ud fra, hvad Johan von Bülow selv kan lide at spise.

- Selvom der er 14 retter på kortet, så er der jo en masse kombinationsmuligheder. Jeg kan enormt godt lide, at det er enkelt, når man skal ud at spise. Da jeg lavede menukortet, tog jeg udgangspunkt i, hvad jeg godt selv kan lide at spise, og nu nænner jeg ikke at skille mig af med retterne, så det er forholdsvis fast, fortæller han.

Fra starten var der ikke noget bestemt tema eller en bestemt lokalitet bag udvalget, men det virker til, at Johan Von Bülow har et ekstra godt øje til ét særligt køkken.

- Efter jeg havde lavet menukortet, kom jeg til kigge på det, og så tænkte jeg godt nok: "Hold da op, det ser fransk ud", men det var ikke bevidst. Det er bare den slags mad, jeg godt kan lide at spise, siger han.

Skal der nævnes et lille udpluk af menukortet, så serveres der blandt andet moules frites i hvidvinssauce, escargots i mandler & hvidløg, stegt foie gras med syltet pære og hindbærbalsamico, confit de carnard i svampesauce, lammemørbrad i tomatsauce og braiserede svinekæber til som enten forret eller hovedret. På dessertsiden finder man alt fra oste til crème brûleé. Man skal bare være opmærksom på, at maden kun kan købes som en hel menu.

- Jeg sælger aldrig mine borde mere end én gang. Jeg sælger heller ikke kun én enkelt ret til folk, der skal videre i biografen. Her er kun de store menuer, og hvis folk skal noget bagefter - for eksempel i biografen eller i teatret, så plejer jeg at sige til dem, de skal komme igen en dag, hvor de har tid til at bruge hele aftenen hernede, siger Johan Von Bülow.

Personligt projekt

Med andre ord så er Rositas tænkt til at give folk en helaftensoplevelse, hvor de får lov at slappe af, nyde stemningen og smage forskellige retter med dertilhørende vine. Alt er fuldstændig, som Johan Von Bülow har tænkt det.

- Rositas er lige, som jeg gerne vil have det. Det skal ikke ændres eller laves større. Nu har jeg "hands on" på alle tallerknerne, og sådan vil jeg gerne have det, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, det her er perfekt. Det hele er overskueligt. Da jeg begyndte at få travlt, havde jeg valgmuligheden, at jeg kunne klemme citronen og have åben alle dage og køre på med brunch og frokost, men så kommer jeg til at sidde på kontoret og lave vagtplaner, og det har jeg prøvet før. Så jeg tænkte nej, nu gør vi det omvendt. Så jeg lukkede en dag mere i ugen, så jeg stadig kan hygge mig med at lave mad.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...