Jonas Hütscher-Hejlesen kalder det en drøm, der går i opfyldelse, at han har købt Penny Lane

AALBORG: Han er allerede et kendt ansigt i caféen; 33-årige Jonas Hütscher-Hejlesen, der overtager Penny Lane 1. juli.

- Jeg har selv været med til at føre Penny Lane derhen, hvor caféen er i dag, siger han, der har arbejdet i forretningen på Boulevarden i seks år, de seneste to som daglig leder.

- Og hvis jeg skulle prøve kræfter med at være selvstændig, kunne jeg ikke forestille mig et bedre sted end her. Så da muligheden bød sig, skulle det være.

Et familieprojekt

Beslutningen hænger i høj grad sammen med, at tiden er den rette for hele familien der også tæller hustru og to børn.

- Det her er et familieprojekt, jeg har en fantastisk kone der bakker mig op, selv om hun også har sit job, siger Jonas Hütscher-Hejlesen.

- Vi er klar til det her som familie, det kunne ikke fungere, hvis det kun var mig, der ville det.

Den gode stemning

Jonas Hütscher-Hejlesen har købt caféen af Lisa Søgaard der fremover vil bruge mere tid på Søgaards Bryghus og Café Abbey Road.

- Jeg har arbejdet for Lisa og Claus (Søgaard, red.) i 14 år, og jeg fører den ånd og gode stemning, de står for, videre, siger Jonas Hütscher-Hejlesen, der blandt andet har en fortid som køkkenchef på Søgaards Bryghus.

Udvikling og tradition

Han varsler ikke revolutioner, gæsterne kan stort set forvente, at caféen fortsætter som hidtil.

- Jeg vil dog gerne udvikle vores to-go-koncepter, siger han.

- Og så vil jeg forsætte med at sætte mit præg på maden samt videreføre den gode personalekultur, vi har på Penny Lane.

Der er især en ting, Jonas Hütscher-Hejlesen understreger.

- Jeg kan forsikre alle om, at Penny Lane forbliver Penny Lane.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...