Jonas Jensen sælger eventyrlige blomsterbuketter fra hans altanshop og butik på hjørnet af Vingårdsgade og Jernbanegade. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Jonas vil gå hele vejen ved DM i Blomsterkunst

Den passionerede florist Jonas Jensen, der har Blomsterdesign i Jernbanegade, skal kæmpe mod nogle af landets bedste

10. august 2022 kl. 17:29

AALBORG: Det er langt fra første gang, at Jonas Jensen skal konkurrere i blomsterkunst. Han har allerede i år vundet flere guldmedaljer med hjem fra Nordjysk Mesterskab og Kertemindes nationale blomsterkonkurrence BlomsterHav.

Og nu er han klar til at dyste om titel og pokal, når 20 af landets dygtigste blomsterdekoratører mødes til dette års DM i Blomsterkunst.

- Det er et super stærkt felt, så bare at være med er så skønt. Jeg har selvfølgelig ambitioner om at vinde, men jeg bliver ikke så skuffet, hvis jeg ikke vinder, men jeg håber på, det går godt. Det skal det, understreger Jonas Jensen.

Konkurrencen løber af stablen i weekenden 20.-21. august i det imponerende musik-, teater- og konferencehus ODEON i Odense, der i år danner rammerne for det 27. Danmarksmesterskab i Blomsterkunst.

Jonas Jensen har haft butikken i midtbyen i mere end 10 år. Arkivfoto: Henrik Louis

Lørdag 20. august, hvor selve mesterskabskonkurrencen afvikles, skal alle deltagerne udføre tre opgaver, hvoraf en af opgaverne først præsenteres kort før konkurrencestart, mens deltagerne har forberedt sig på de resterende to opgaver i månederne op til mesterskabet.

De to opgaver, som deltagerne har forberedt hjemmefra, består i at skabe en tiara til Kronprinsesse Mary, som er protektor for Odense Blomsterfestival, der afvikles under mesterskabet, og en personlig fortolkning af H.C. Andersens smukke eventyr Det gamle egetræs sidste drøm.

- Det er et stort projekt, og jeg er næsten ved at være klar, men det er skidesjovt og jeg glæder mig helt vildt, fortæller Jonas Jensen, der har arbejdet på projektet hver dag, siden opgaverne blev offentliggjort.

Alle deltagerne har kvalificeret sig til mesterskabet gennem regionale mesterskaber. I år deltager 12 udlærte seniorer og otte juniorer, og der kåres en Danmarksmester i hver af de to klasser.

Skulle du komme forbi Odense i den weekend, kan du heppe på Jonas Jensen kvit og frit. Der er nemlig gratis adgang for publikum.

Annonceret indhold

Nyeste