Nordisk Films Biografer åbner nogle dage om ugen

AALBORG: Nu kan du snart mærke duften af popcorn igen. Sæderne er støvsuget, og håndspritten står klar.

Biograferne tripper for at åbne for gæster igen, og her i Aalborg er der nu også sat datoer på, for hvornår du igen kan se film.

Allerede fra på fredag 29. maj kan du igen besøge Nordisk Film Biografer Aalborg Kennedy. Mens City Syd-biografen er klar torsdag 4. juni, skriver Nordisk Film Biografer i en pressemeddelelse.

- Vi glæder os meget til at åbne igen og give vores gæster en masse gode filmoplevelser. Vi har sørget for, at rammerne er i orden, så vi igen kan være trygt sammen i biografen – på afstand. Vi overholder naturligvis alle retningslinjer fra myndighederne, siger biografchef i Aalborg Jan Ringtved.

Biograferne i Aalborg vil i første omgang holde åbent torsdag til søndag samt på helligdage. Der vil være mindst ét tomt sæde mellem hver gruppe af biografgæster, ligesom filmene programlægges således, at der aldrig vil være for mange mennesker på én gang i biograflobbyerne, og så der er god tid til rengøring af salene mellem forestillingerne. Gæsterne vil blive mødt af en vært, som vil byde velkommen, informere om retningslinjer, sikre god hygiejne og i det hele taget hjælpe med at skabe en god oplevelse.

- Der er skilte, afstandsmarkører, håndsprit, og vi er klar til at hjælpe så alle gæster får en god oplevelse. Og bare rolig, vi har selvfølgelig både slik, kaffe, kolde sodavand og varme popcorn klar, så biografturen kan blive – næsten – som den plejer, uden at vi går på kompromis med hygiejnen og trygheden, siger Jan Ringtved.

Når biograferne i Aalborg åbner, vil det bl.a. være med animationsfilmen ”Fremad”, den danske debutfilm ”Kød og Blod” med Sidse Babett Knudsen på rollelisten og ”Bombshell” med Charlize Theron. Det fulde program vil løbende blive opdateret, lover biograferne.

Jan Ringtved opfordrer til, at man køber sine billetter online på forhånd for at undgå kødannelse og ventetid i biograferne.

De to biografer har været lukket ned siden 12. marts på grund af covid-19-krisen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...