Efter måneders ombygning er arkaden endelig klar

AALBORG: Efter flere måneders omfattende renovering står Kennedy endelig klar med et helt nyt udtryk og fem nye butikker.

Derfor er arkaden nu klar med en åbningsdato - og det, de kalder et brag af en fest.

- Endelig kan vi slå dørene op til det nye Kennedy, og vi glæder os meget til at tage imod hele Aalborg til et brag af en åbningsfest i september. Det gælder også for centerets mange butikker, som alle har planlagt en række festlige tiltag og gode tilbud for at markere en ny begyndelse for Kennedy, fortæller Jakob Veino i en pressemeddelelse. Han er chef for udlejning hos ejendomsforvalteren Fokus Asset Management, der står bag Kennedy Arkaden.

De nye butikker er nøje udvalgt gennem undersøgelser blandt centerets knap 4,5 millioner årlige besøgende og tæller H&M, Creme Fraiche og Deichmann Sko, Imerco og Espresso House.

Indvies af borgmesteren

Åbningen finder sted torsdag 10. september, og festen bliver skudt i gang klokken 9.45, hvor borgmester Thomas Kastrup-Larsen indvier det nye Kennedy. Har du ikke mulighed for at deltage i den officielle indvielse, er der alligevel god grund til at kigge forbi i løbet af dagen, lover Fokus Asset Management.

Festlighederne fortsætter nemlig frem til klokken 18 og vil blandt andet byde på goodiebags til de første 150 kunder, masser af konkurrencer, lækre toner fra en af byens bedste DJs, velkomstbobler og snacks fra Meny samt en række hemmelige overraskelser.

Arrangøren understreger, at srrangementet bliver afviklet efter Sundhedsstyrelses anbefalinger for forebyggelse af Covid-19 med blandt andet øgede spritdispensere og udlevering af gratis mundbind fra Apoteket.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...