Hele parken bliver involveret i den kommende lysfest

AALBORG: Mens vi kun har ramt midten af maj og mest bare sukker efter solskin og lunere temperaturer, så er man noget længere fremme i kalenderen i Aalborg Zoo.

Ja, faktisk så langt fremme, at den står mere på bjældeklang og vaniljekranse end solbriller og is. I hvert fald når det gælder planlægningen af Jul i Zoo 2021.

Katrine Schousboe
Selv om vi kun er i maj, er de sidste streger trukket på planerne til Jul i Zoo 2021. Det er tredje gang, at haven gør noget særligt ud af julen. Arkivfoto: Martin Damgård

Lars Jeppesen, der står bag designet af den tilbagevendende lysfest, er netop færdig med at trække de sidste streger på planerne for julen.

- Alle tegninger er færdige. Nu venter vi bare, siger han med skævt smil.

Hvad der nøjagtig er på juletegningerne, er han til gengæld ikke meget for at røbe, andet end at du kan glæde dig til en Jul i Zoo, der bliver både vildere og flottere end de foregående to år.

- Det bliver første gang, at hele haven kommer med. De tidligere år har en del af haven været lukket af om aftenen, men sådan bliver det ikke i år. Samtidig kommer Jul i Zoo for første gang også til at have et decideret tema, fortæller Lars Jeppesen og tilføjer:

- Vi skal fortælle en ny historie hvert år, for man skal have en grund til at komme igen og igen. Men samtidig skal det også være sådan, at der er noget genkendelse, at der er ting, der går igen fra år til år, og som man glæder sig til - lidt som med Disneys juleshow, lyder det.

LÆS OGSÅ: Lyd og lys: Nu åbner Zoo vild sommerfugle-café

Katrine Schousboe
Jul i Zoos corona-sikre julemand gik verden rundt sidste år. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Sidste års helt store julesællert i Zoo var selvfølgelig den gigantiske snow globe med julemanden indeni - en corona-ide, som endte med at gå hele verden rundt via medier som CNN og BBC.

- Det bliver nok lidt svært at overgå, men jeg har da tænkt mig at prøve, siger oplevelsesdesigneren skælmsk og tilføjer, at lysfesten vil præsentere noget, der er "verdens største", og noget andet der er "verdens første", men at vi må vente med at se nøjagtig, hvad det er.

Lars Jeppesen forventer, at du kan se de første fysiske tegn på jul i Aalborg Zoo i slut september eller begyndelsen af oktober.

Jul i Zoo 2021 åbner i midten af november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...