Hjerter, lys og guirlander spreder snart julestemning omkring Nytorv
AALBORG: Pyntet med hjerter og lys har flere markante bygninger være med til at sprede julestemning i midtbyen de senere år - og snart vender de tilbage.
Det er Hans Andersen, direktør i City-Ejendomme, der står bag initiativet, der så dagens lys i 2018.

- Vi har jo lovet byen at oplyse facaderne fem år i træk. Så vi glæder os igen i år til at medvirke til at skabe julestemning i midtbyen, siger han.
- Vi lægger vægt på, at det skal være enkelt, harmonisk og elegant, så det passer til omgivelserne. Juleudsmykningen er vores gave til midtbyen.
Du kan se udsmykningen på Østerågade 5 og 6 og Østerågade 17 samt 19-21.
Juleudsmykningen på facaderne lyser op fra 20. november - det er i øvrigt samme dag, som det store juletræ fra Fredrikstad bliver tændt på Nytorv.