Om du er en eller flere kan du nu bestille julemad

AALBORG: Fasanpaté, timianbagte pærer og den lækre risalamande, naturligvis. Tapas anrettet på fade så du kan koncentrere dig om at nyde retterne - det er tilbuddet fra Penny Lane, der netop har præsenteret årets jule-tapas to go.

Med tre måneder til lillejuleaften i dag er højtiden ved at gøre sit indtog i byen. Og er du en af dem, der allerede er i gang med at planlægge den kommende tids julefrokoster, så kan du glæde dig over, at tilbud om julemenuer generelt begynder at dukke op.

Hos Penny Lane har forberedelserne været i gang længe, og som altid kan du glæde dig til en anderledes menu - denne gang også med mulighed for bestille til en person.

- Vi prøver at give retterne et endnu mere hyggeligt jule-touch i år. Vores tapas er generelt meget a la Penny Lane, men denne gang er der flere traditionelle juleelementer som vores egen juleskinke og mulighed for at vælge sild, siger ejer Jonas Hütcher-Hejlesen.

- I det hele taget gør vi rigtig meget ud af julen i år. Jeg tror, folk har brug for julen som samlingspunkt, nu hvor corona påvirker det hele. Det er vigtigt, at vi holder fast i hyggen i svære tider.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...