Arbejdet med at stille op til årets Jul i Zoo er i fuld gang - du kan allerede nu glæde dig til masser af lys og kærlighed

AALBORG: Har du planer om at skulle i Zoo en af de nærmeste dage, så får du svært ved ikke at blive ramt af en smule julestemning, eller måske snarere jule-forventning.

For næsten lige meget, hvor du kigger hen, er der tegn på, at vi nærmer os årets helt særlige højtid. På hegnene hænger der lyskæder og langs flere af stierne er meterhøje lystræer med tusindvis af små pærer skudt op. Rundt i haven har de vanlige dyr fået selskab af stillestående lysudgaver i flere størrelser.

- Vi har travlt, for vi har en uge mindre end sidste år til at få det hele klar, fortæller Lars Jeppesen, der for tredje år i træk har udtænkt og designet hele setuppet omkring Zoos store julesatsning.

De seneste uger har en flok medarbejdere med hjælp fra mobilkraner i flere størrelser været i fuld sving med at stille alt op - fra det store kunstige juletræ på plænen til lysdyr rundt omkring i haven.

Af praktiske grunde holder både mennesker og maskiner en kort pause hen over efterårsferien, men snart er de i fuld gang igen med at trylle julen frem i Aalborg Zoo.

- Vi har prøvet at sætte det op, som man mindst kan se, men vi kan altså ikke skjule, at vi er i fuld gang, siger Lars Jeppesen.

Katrine Schousboe
På vejen gennem haven bliver Lars Jeppesen flere gange standset af gæster, der lige skal høre, hvordan det nu er med juleplanerne. Foto: Martin Damgård

Dygtigere og dygtigere

Det er tredje gang, haven laver Jul i Zoo. For hvert år er eventen bare vokset og vokset, og i år er ingen undtagelse.

- Vi skal være dygtigere og dygtigere for hvert år. Det, vi fandt ud af sidste år, er, at vi skal opfylde et behov for masser af varmt lys og stemning. Noget, der skaber en romantisk forestilling om jul, men hvis vi kun gør det, bliver det kedeligt, så vi skal også overraske med at gøre det på nye måder, forklarer eventmageren.

Lars Jeppesen bruger med egne ord nogle filmiske greb, når han planlægger og designer, hvordan lysfesten skal tage sig ud i parken. Han forestiller sig, hvordan forløbene i de forskellige installationer skal være, hvilke vinkler gæsterne vil se det fra.

Og i år har han haft endnu flere vinkler at overveje. For Jul i Zoo bliver både større og mere overvældende, end vi har oplevet det de tidligere år. Som noget nyt er hele haven en del af den særlige aften-oplevelse, og samtidig har eventen også fået et decideret tema.

- Det her føles på nogle måder som den allerførste jul. Vi skal fejre, at vi igen må kysse og kramme, og derfor hylder vi i år kærligheden. Julen har fået kærlighedstema, fastslår han.

Du vil derfor møde ekstra mange små spots, hvor man har lyst til at slå sig ned - røde bænke, omgivet af røde træer. Og masser af nye lysinstallationer at gå på opdagelse i.

En af de i bogstavligste forstand store nyheder er en rød-gul pakke - eller portal - der er lyst op af tusindvis af små pærer. Den seks gange seks meter store gave vil lyse op vidt omkring, men når du kommer ind i den venter yderligere en overraskelse i form af op mod 100 lysende istapper og store skinnede julekugler.

- Vi øver os hele tiden i at gå skridtet videre. Mange ville sætte gaven op og så tænke "det var det". Men vi forsøger hele tiden at tviste tingene og give lidt ekstra, og her er der så altså en overraskelse indeni, fortæller han og tilføjer, at han ofte forsøger at sætte sig i det lille barns sted, når han skal udtænke de nye installationer i haven.

- Børn ser nogle andre ting end voksne, og derfor skal der være små overraskelser rundt omkring, siger han.

Katrine Schousboe
Kalenderen siger kun midt-oktober, men de store kasser med pynt er allerede fundet frem i Zoo. Foto: Martin Damgård

Julen er en sanseoplevelse

Ambitionsniveauet for årets Jul i Zoo er, at eventen skal ud over landsdelens grænser og i højere være en national begivenhed, som flere vil køre efter.

Derfor har haven indgået en række aftaler med 15 samarbejdspartnere udefra, der åbner boder og laver events på den ene eller anden måde. Hvem de 15 er, er Aalborg Zoo ikke helt klar til at fortælle om endnu, men det ligger dog fast, at Røde Kors lige som sidste år laver en stor pop op med genbrugsgaver. I år bliver det i Orangutang-huset, som er tømt for dyr, fordi det skal bygges om.

- Det betyder samtidig, at vi får frigjort Zoofariscenen, hvor Røde Kors var sidste år, til at kunne lave forskellige shows og events, fortæller han.

Skoletjenestens hus vil som noget nyt være åbent og bemandet, sådan at man kan komme forbi og stille spørgsmål til personalet. Og foran Orangutang-huset vil du kunne stille sulten på et nyt foodcourt med forskellige former for streetfood.

- Jeg går efter, at vi skal have noget mere duft ind i haven. Julen er en sanseoplevelse og i den grad forbundet med duft, og netop sådan nogle boder kan hjælpe med at få den duft ind i haven.

Endelig bliver en af årets nyheder også, at du kan gå på opdagelse i dinosaur-landskabet, der i anledningen er omdøbt til Dino in the dark. Her vil Lars Jeppesen lege med lys og skygger - både det kunstige og det naturlige fra stjerner og måne og sikre et lille julegys, lover han.

- Jeg sad for nylig og læste kommentarer på Facebook om Jul i Zoo, og jeg blev helt rørt og ydmyg. Det er tydeligt, at det her tredje år nu er en tradition for mange at skulle herop. Det stiller store krav til os. Tingene skal raffineres, så man får lyst til at komme igen, og vi skal lykkes. Det vil vi gøre alt for.

Jul i Zoo åbner 12. november. Billetsalget er allerede i gang.

LÆS OGSÅ: Nyhed fra Jul i Zoo: Oplev dino in the dark

Katrine Schousboe
Opstillingen af lysdyr, kæder og anden pynt har været i gang nogle uger, men der er fortsat ugers arbejde tilbage. Foto: Martin Damgård
Katrine Schousboe
Det er Lars Jeppesen selv, der designer mange af de nye lysdyr. Inspirationen finder han rundt omkring i verden. Foto: Martin Damgård

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...