Morskabs-Theatret inviterer 200 økonomisk trængte borgere

AALBORG: Selv om pengene er små og overskuddet mangler, så skal økonomisk trængte familier i Aalborg også have mulighed for at komme i teatret.

Sådan tænker man hos Morskabs-Theatret, som netop har haft premiere på årets familieforestilling Jul på slottet i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Teatret har derfor besluttet at forære en hel forestilling væk til borgere, som ellers ikke ville have mulighed for at få den kulturelle oplevelse.

– Et af vores mål er at skabe glæde og gode oplevelser for publikum, og vi føler os derfor lidt forpligtede til at gøre noget for andre - fordi vi kan, siger formand for amatørteatret Jan Lynge.

Det er første gang, at Morskabs-Theatret giver en forestilling væk på denne måde. De omkring 200 billetter til forestillingen 6. december er blevet fordelt gennem kommunen og en række velgørende organisationer, og teatrets faste samarbejdspartner AKKC sørger for, at Morskabs-Theatret selv bliver holdt skadesfri.

– Vi er et lille teater, som hvert år kæmper for at overleve rent økonomisk, men derfor synes vi godt, vi kan gøre det her, siger han.

Katrine Schousboe
Jul på Slottet blev vist på tv første gang i 1986 og er siden genudsendt flere gange - derfor kan flere generationer genkende historien og nynne med på sangene. PR-foto

Forestilling er allerede et hit

De medvirkende har været i gang siden slutningen af august med prøver på årets forestilling.

De omkring 30 deltagere på og bag scenen er alle amatører og kun instruktør Martin Schwab og en sangcoach får penge for arbejdet.

– Vi bliver ved, fordi vi oplever, at mange mennesker - børn og voksne - går glade fra vores forestillinger og ofte kommer tilbage, år efter år, siger Jan Lynge.

Han kalder det en gave at se børn, unge og ældre finde sammen i et fælles projekt, hvor man yder hinanden respekt, uanset rolle og evner.

Og årets opsætning er da også allerede et hit. Teatret har solgt over 2000 af de godt 2600 billetter til i alt 12 forestillinger. Derfor har man nu besluttet at sætte yderligere to forestillinger på søndag, 2. december, i salg.

– Det er rigtig dejligt med den store interesse, faktisk lidt overvældende, siger Jan Lynge, som har mulighed for at lave yderligere fire forestillinger, hvis behovet skulle være der.

– Det er altid lidt en balancegang, for det koster os også penge, hver gang vi skal leje lokaler til en forestilling mere, så vi skal også kunne sælge billetterne. Derfor holder vi altid lidt igen, til vi ser hvor stor interessen er, siger han.

Jul på Slottet er baseret på den velkendte DR julekalender fra 1986 af samme navn. Det er en historie om rænkespil, romantik og nissedrillerier og med alle de kendte sange fra tv-udgangen, f.eks. december-sangen Det‘ sørme det’ sandt december. I Morskabs-Theatrets opsætning, skabt af Finn Henriksen og Martin Miehe-Renard, sker der magiske og uventede ting. Musikken er skrevet af Bodil Heister, og sangcoach Henrik Febre har stået for indstudering af sangene.

Morskabs-Theatret spiller Jul på Slottet hver weekend til og med 16. december i Det Lille Teater i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Katrine Schousboe
Prinsesse Miamaja og prins Valentin vil så gerne have hinanden - og mon ikke, det med lidt hjælp fra slotsnisserne - også lykkes i Morskabs-Theatrets udgave af Jul på Slottet. PR-foto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...