Den ellers så trofaste følgesvend er ikke med, når juleskibet ankommer til Aalborg

Julemanden kommer. Julemanden kommer...

Lad det glade budskab gjalde lystigt ud over det ganske, danske land, for nu er det så sandelig ved at være den tid på året, hvor man kan begynde at glæde sig til om føje tid at få besøg af selveste julemanden i Aalborg.

Og han arriverer traditionen tro til byen på sit gode juleskib.

Men af én eller anden uforklarlig grund har julemanden dog ikke sin ellers så trofaste følgesvend Rudolf med til byen og julemarkedet.

Måske var der ikke plads til rensdyret på julemandens skib, måske havde Rudolf andre presserende juleopgaver at tage vare på - svaret får således lov til at blafre lidt i vinden...

Julelys i øjnene

Men det korte af det lange er i hvert fald, at julemanden kommer sejlende til Aalborg med ankomst til Honnørkajen lørdag den 18. november.

Juleskibet lægger til kaj præcis klokken 11.00.

Og hvis plejer ellers ikke er død - så plejer julemanden og hans følge at blive modtaget af flere hundrede glade og forventningsfulde børn på kajkanten - og deres medbragte voksne - der alle har stemningsfulde julelys i øjnene.

Velkomstkomiteen kommer også til at bestå af bl.a. Aalborg Gardens nisseorkester, der sørger for den rette stemning på kajen med hyggelige julesange.

Bor på julemarkedet

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen tager også imod julemanden, og og bagefter kører parret i kane igennem Aalborgs midtby for efterfølgende at lande på julemarkedet på Gl. Torv.

Julemanden har selv et hus på julemarkedet, og her skal han bo til og med lørdag den 23. december.

Samme dag slutter julemarkedet i øvrigt også.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...