Børnenes begejstring betyder alt, siger han - der også er meget opmærksom på corona-restriktionerne

AALBORG: Måske har du selv set ham for nylig - julemanden? For selv om corona-restriktionerne er her og selvfølgelig bliver overholdt, har han travlt i øjeblikket med at tage imod ønsker og gøre klar til den helt store dag, som så mange venter på; juleaften.

Her på aalborg:nu har vi fået en snak med manden i rødt, som du blandt andet stadig kan møde i snekuglen, når der er Jul i Zoo, og mon han ikke også dukker op med gaver rundt omkring juleaften? Måske ikke i stuen eller ned gennem skorstenen - men i stedet for ude i det fri, så corona-anbefalingerne bliver fulgt.

Tina Larsen
Børnenes begejstring og glæde betyder alt, siger julemanden. Foto: Martin Damgård

- I begyndelsen var jeg kun hjemme hos mine egne børn juleaften, men en decemberaften for 17 år siden så en nabo mig ude på vejen, og syntes, jeg var fin. Og så spurgte han, om jeg ikke også havde lyst til at komme på besøg med gaver hos hans familie, siger julemanden.

- Siden er flere familier kommet til. Nu har jeg så travlt, at jeg også tager ud om dagen juleaften og besøger familier, der har skrevet til mig på forhånd. Ofte har jeg nogle af mine egne tre børn - nisserne - med. Men julen er selvfølgelig meget anderledes i år, jeg kan jo ikke komme så tæt på børnene, som jeg plejer. Vi er også mere udendørs end tidligere.

Tina Larsen
Du kan også møde julemanden, når der er Jul i Zoo. Sammen med en kollega spreder han juleglæde fra den verdensberømte snekugle. Foto: Martin Damgård

Og hvordan får man så lige fat på julemanden og aftaler et besøg? Jo, nu er det så heldigt, at han nogen gange tager sin menneskeforklædning på, og så kan man naturligvis finde ham på Facebook og julemik.dk - under navnet Michael Windelborg. Det er også her, man laver aftaler med julemanden.

- For eksempel at alle børn, der er til stede, får en gave. Jeg har to gange været hos familier, hvor der ikke var gave til lidt ældre børn. Hvor forældrene har tænkt, de var for store til af få noget af julemanden, men de børn blev godt nok skuffede, siger 45-årige Michael Windelborg, der bor i Nørresundby og også arbejder som buschauffør hos Arriva i midtbyen.

- Og det dur ikke, når julemandens besøg skal skabe glæde og begejstring. Det er jo det, det hele handler om.

Selv om han er glad for at køre bus, er det også dejligt, når han tager julemandstøjet på igen.

Tina Larsen
Foto: Martin Damgård

- Jeg elsker simpelt hen jul, den har altid betydet meget for mig, siger julemanden.

-Jeg har også altid været rigtig glad for børn og at se dem være glade. Så er det oplagt at tage julemandstøjet på, det er jo vores arbejde: at gøre andre glade. At se børnenes begejstring, det er det hele værd.

At glæde også er vigtig i de svære stunder, oplever julemanden også.

- Jeg er også nogle gange ude ved børn, der er syge, og hvor familierne ved, at det bliver den sidste juleaften, de har sammen, siger han.

- Så føler jeg virkelig, jeg gør en god gerning. Og både barnet og søskende bliver så glade for at se, at julemanden nåede at besøge dem, mens de stadig var sammen.

Uanset forklædning er man aldrig i tvivl om, hvem manden er. Tøjet kan julemanden skifte, men skægget, det sidder godt fast - hele året rundt.

- Når jeg ikke er klædt i rødt og for eksempel handler, spørger børnene i butikken nogen gange deres forældre, om jeg er julemanden. Hvis de siger nej, går jeg hen til dem og siger - jo, jeg har bare taget min menneskeforklædning på, og det er godt nok kedeligt, siger Michael Windelborg.

Men til hverdag, når han er på arbejde i sin bus-uniform, er kollegaerne ikke sådan at snyde. De kalder ham selvfølgelig - julemanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...