Julemandens ankomst bliver heller ikke til noget

AALBORG: Julemarkedet 2020 i Aalborg City er aflyst

”Det er meget beklageligt, men med det stigende smittetryk er vi i Aalborg City desværre nødt til at tage konsekvensen og aflyse vores traditionsrige julemarked på Gammeltorv,” udtaler direktør i Aalborg City Flemming Thingbak.

”Vi har i samarbejde med Aalborg Kommune og alle relevante myndigheder vendt og drejet alle tænkelige scenarier med færre boder, mere plads til ophold osv. osv. – men vi kan ikke ’få enderne til at nå sammen’, og det er vi naturligvis meget ærgerlige over.

Vi befinder os alle i en ufattelig svær tid og næsten intet er, som det plejer at være. Vi er mange, der havde set frem til en jul med alle de traditioner vi kender i midtbyen, men også her bliver 2020 anderledes.

Det er næsten umuligt at sige jul i Aalborg midtby uden også at sige ”Julemarkedet på Gammeltorv”.

Sidste år slog julemarkedet rekord med over 200.000 gæster – en fremgang på 15 procent sammenlignet med 2018.

Mange familier og handlende har tradition for at lægge vejen forbi julemarkedet for at opleve byen fra toppen af Pariserhjulet, for at få en tur i julekarrusellen eller købe en julegodte eller to i de mange boder.

Men det må vi desværre undvære i år.

Julemandens ankomst var planlagt til lørdag 14. november – og dagen før var det meningen, at Stig Rossen skulle synge julen ind i forbindelse med, at vi tænder vores nye flotte julebelysning i hele midtbyen, men både julemanden og Stig Rossen er også aflyst”.

”Vi har lært meget de seneste 9 måneder, hvor Covid-19 har huseret, og det at være omstillingsparat har i den grad været nødvendigt. Det må vi altså også gøre nu i forbindelse med Julen i Aalborg City,” fortsætter Flemming Thingbak.

”Selvom vi i år må vinke farvel til julemarkedet, bliver der stadig masser af jul i Aalborg City.

Gammeltorv bliver i år dekoreret med hundredvis af smukke juletræer – som alle bliver pyntet med masser af lys og julepynt.

Vi skal, trods aflysning af julemarkedet, sørge for, at den historiske plads i hjertet af byen stadig er smuk og illumineret til jul, så man som gæst og kunde i byen også i år får en smuk juleoplevelse,” lover Flemming Thingbak.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...