
Julenyhed hos Ma Petite France: Snart kan du nyde fransk gløgg - lavet på hvidvin
Den franske vinbar fortsætter også sidste års succes med den klassiske vinterdrik lavet på rødvin
AALBORG: Julehyggen breder sig hos Ma Petite France, og fra på fredag kan du nyde en helt speciel nyhed - nemlig den franske gløgg vin chaud lavet på hvidvin.
- Det er første gang, vi har hvid vin chaud. Der var en efterspørgsel sidste år på gløgg, der ikke havde garvesyre, for mange har svært ved at tåle den røde gløgg. Så derfor har vi lavet både hvid og rød vin chaud denne gang, siger Majken Green.

Hun ejer den franske vinbar med sin mand Christian, og de glæder sig over, at den røde vin chaud var en succes allerede sidste vinter.
- Den blev modtaget med kyshånd. Vi solgte cirka 160 liter i december måned, så der var gang i gryderne, siger Majken Green.
- Vin chaud er en klassisk, fransk vinterdrik, som passer godt til vinbaren og til den danske vinter. Og så er det super hyggeligt at sidde med et krus dampende varm vin.

Du kan i det hele taget glæde dig til masser af julehygge i vinbaren.
- Julen betyder enormt meget for vores familie og selvfølgelig også for Ma Petite France, siger Majken Green.
- Vores 17-årige datter har en fantastisk sans for farver og detaljer, og hun elsker at pynte til jul. Hun har allerede gjort klar med farvetema, planer og pynt. Hun er chef-pynter i vinbaren - især til jul.
Du kan købe vin chaud i vinbaren i Nørregade fra på fredag, 20. november - og den serveres så længe, der er efterspørgsel. Du kan også vælge at købe en flaske med hjem.