Kæde har vokseværk: I morgen åbner Living-Room i Aalborg
Se billederne her af, hvad du kan glæde dig til
AALBORG: En corona-krise og butiksåbninger lyder ikke som den allerbedste kombination. Men hos den nye danske møbelkæde Living-Room har de nærmest valgt at gøre en dyd ud af det.
Kæden åbnede sin første butik i Odense i marts, siden i Taastrup og nu kommer turen så til Aalborg.
I morgen formiddag. fredag 30. oktober, åbner Living-Room nemlig et nyt møbelunivers på Nibevej 20.
- Vi glæder os virkelig meget, og det her viser jo, at man ikke skal give op, heller ikke selv om der er corona, siger William Dyrholm, der står i spidsen for den nye forretning.
Living-Room-kæden henter selv en del af deres varer i udlandet blandt andet på Bali. Det giver ifølge William Dyrholm unikke produkter, fordi ingen borde eksempelvis er helt ens. Samtidig fører kæden også varer med en mere nordisk stil, så mikset bliver noget, der falder i rigtig mange kunders smag.
- Vi er også optaget af at holde priserne ned, sådan at alle kan være med, og det betyder, at vi rammer bredt. Vores kunder både de helt unge og de lidt ældre, forklarer han.
Udover William Dyrholm selv bliver der to-tre ansatte til at hjælpe i forretningen, og så må tiden vise, hvordan forretningen skal udvikle sig.

Living-Room-kæden har John Faxe Jensen som investor. Og netop fodboldlegenden vil selvfølgelig være at finde i butikken på Nibevej i løbet af dagen.
Den nye møbelbutik åbner kl. 10 - og selv om det er med fest, vil det selvfølgelig blive under hensyntagen til de gældende restriktioner.