Klummeskribent Mette Goddiksen har været i badeland

KLUMME: Det var ikke den store, festlige ja-hat, der trykkede, da jeg pludselig stod der. I Nøgen-Bilka, som det kaldes, fordi man der møder de samme mennesker som i supermarkedet, bare uden tøj på.

Ejerne kalder det Nordeuropas største badeland: Den gigantiske Aquadome. Lalandia. Billund. Danmark.

Men umiddelbart ingen hurrahat her. Jeg havde nærmere sådan en panderynket, hudfarvet huha-hat på, der klemte på tindingerne og gjorde mig knurrevoren. Eller… det var måske ikke lige dér inde ved vandrutsjebanerne i de varme klor- og frituredampe, jeg kom i dårligt humør. Jeg havde snydt lidt i forvejen og var allerede blevet livstræt ude i omklædningen, hvor jeg med våde sokker prøvede at forstå mekanikken på skabslåsen, mens overtrætte børn og stressede, nøgne damer skubbede sig forbi.

Under bruseren måtte jeg rutinemæssigt stå i uværdige stillinger for at vaske mig i skridtet. Forstår du; jeg har stor respekt for bademesteren og den dér tegning, hvor cirkler på en pindemand indikerer, at man især skal vaske hår, armhuler, hænder, fødder og skræv. Men den kvindelige anatomi er ikke designet til at vaske sig down there med en bruser, der er mejslet fast i væggen. Medmindre man altså står på hovedet under bruseren. På én hånd – for den anden skal bruges til at bladre i hudfolder. Det har jeg aldrig set nogen kvinder gøre. Ergo: Der er skumle sager ude i bassinvandet, og jeg må derfor håbe, at de ikke er karrige med kloret.

Nå, det var vist flere detaljer, end du har lyst til at høre.

Pointen er, at der er grænser for, hvor mange sure numser ens gode humør kan holde til.

Mine egne balder og den smule bryster, jeg har tilbage, var trykket helt flade, for jeg havde glemt min egen badedragt og måtte klemme min januar-krop i min datters gamle model med en magisk pony på maven. Den stakkels pony så jo syg ud, lang og udstrakt i hovedet, som den var. Den lignede faktisk Munchs ”Skriget”. Og hvem kunne egentlig ikke have lyst til det? Altså at skrige med et uhyggeligt dommedagsudtryk i ansigtet?

Det er i de her situationer, det er en nitte at være den voksne. Jeg måtte ranke ryggen, så vidt muligt pony-badedragten tillod det. Først kunne jeg lige sunde mig lidt på én af de mange, mange solsenge.

Jeg spejdede forgæves gennem baderinge og udtværet mascara. Ingen ledige solsenge. Der lå nemlig et håndklæde på dem alle. Et ensomt og forgrædt håndklæde, som ikke havde set sin ejermand i timevis: De havde nemlig blot lagt det for at sikre sig, andre ikke tog deres plads. Uf, hvor er det en klassiker, men det bliver den ikke mere sympatisk af.

Jungleloven gælder i Nøgen-Bilka. Det er mig og mine først! Kæmp til sidste blodsdråbe for at komme først og få mest! Meningen er f.eks., man skal aflevere sin badering til den første i køen, men mange er ligeglade og løber bare forbi for at tage endnu en tur – med badering og det hele. Folk opfører sig som vilde krigere. Ikke som om, de er på ferie… fra deres i øvrigt almindeligt lette middelklasseliv med fjernvarme og mad på bordet hver dag. Man burde messe i højtaleren: ”Ro på. Du har nok, du har nok – og du har også nok”. Hvis jeg var religiøs, ville jeg gyse over summen af dødssynder, der er presset sammen i Lalandia.

Jeg stillede mig i madkø sammen med de andre fortumlede forældre i pænere badetøj end mig. Åbenbart kom jeg til at snyde foran i én af de fire-fem uortodokse køer, der havde dannet sig. En kvindestemme bag mig lød: ”Ja, vi var jo længere fremme, men NOGEN snød foran”. Det var klart henvendt til mig.

Uf igen. Nu blev jeg også udsat for én af disse øffere, også en klassiker. The øffers er som regel konfliktsky damer, der alligevel lige skal have presset deres vrede ud mellem sidebenene. Og henvender man sig direkte (venligt og høfligt) til dem med et ”undskyld, er det mig, du mener? Hvis jeg har snydt, så var det ikke min mening. Men du må egentlig gerne sige det direkte til mig”, så bliver de helt paf og mumler et eller andet, mens de kigger ned i jorden.

Men pommes og pølser blev efter lidt tumult sat på et ledigt bord. De fire børn spiste og løb igen. Min mand og jeg ville lige sidde lidt med resten af vores øl. Ro. Hvor er det skønt, nåede jeg næsten at tænke, før en kvinde meget militant spurgte, om vores bænk var ledig – de var seks personer. Det var den jo ikke. Hun kunne ikke bare jage os væk. Det fik hendes pupiller til at svulme helt op. Hun sagde ikke engang farvel, inden hun med store armbevægelser fortalte sin mand om den uretfærdighed, vi havde udsat hende for. Et minut senere satte et andet par sig. Det var vel i orden. Der var plads til to. Men spørger man ikke lige først?

Gid hende Emma Gad havde udgivet og postomdelt noget om pli i feriecentre.

Hm. En dag, når ungerne er store, kommer jeg sikkert til at tænke tilbage på vores ture i badelande med mildhed. Det gør jeg egentlig allerede nu, og vi tager snart afsted igen. Til Danland, der så må være Nøgen-Aldi.

Jeg elsker trods alt mine børns glade øjne mere, end jeg hader badeland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...