Yes - Peter Elmose glæder sig over stor interesse for at overnatte i møbelvarehuset i City Syd. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>
Shopping

Kæmpe interesse for at overnatte i Ikea: - Det er overvældende

Konkurrence om overnatning i boligvarehuset har fået stor opmærksomhed - her er varehuschefens forklaring

15. august 2022 kl. 15:55

AALBORG: Drømmer du om en overnatning i Ikea? Så er du bestemt ikke alene, snarere tværtimod.

For der har været stor interesse for at deltage i en konkurrence, hvor du kan vinde en overnatning for to i varehuset på et tidspunkt i september. Konkurrencen sluttede i går, søndag, og i dag har varehuschef Peter Elmose og en gruppe medarbejdere haft travlt med at tælle, hvor mange der har deltaget.

Det er Ikea, der afgør hvilke senge i sengeafdelingen, vinderne må sove i. Arkivfoto: Martél Andersen <i>Foto: Martél Andersen</i>

- Det er helt præcist 699, og jeg synes, det er meget overvældende, at så mange har lyst til at sove her, siger han, der har flere forklaringer på interessen.

- Mange synes nok, at det både er lidt sjovt og specielt at sove her, det er jo ikke noget, man ellers bare lige kan gøre. Og det gør det også til noget særligt, at vi har miljøet til en god overnatning i vores sengeafdeling. Kunderne værdsætter vores sortiment og priser.

At interessen for at sove i møbelvarehuset er stor, blev tydeligt allerede sidste vinter, da en gruppe kunder og medarbejdere blev tvunget til at overnatte i Ikea pga. snestorm. Noget, der gav kæmpe opmærksomhed i både ind- og udland.

- Det er da også det, der har inspireret os. Vi har taget idéen og bygget videre på den, netop fordi interessen var så stor, siger Peter Elmose.

- Og denne gang har vi mulighed for at gøre det under mere kontrollerede forhold.

Vinderen bliver fundet i løbet af kort tid og får direkte besked fra Ikea.

Annonceret indhold

Nyeste