Folkene bag Happy Donuts er ved at gøre det sidste klar til åbningsdagen. Se her hvor butikken ligger, og hvornår den åbner

AALBORG: På bare to måneder har intet mindre end fire donutbutikker meldt deres ankomst i Aalborg. Den nyeste i rækken er Happy Donuts, der snart åbner i Maren Turis Gade.

Hvis man er vild med donuts, så er der rigeligt med gode nyheder i byen. For ligesom det tidligere var tilfældet med burgerrestauranter, så er der lige nu et decideret boom af butikker med de poplære runde kager med alverdens glasur og pynt.

Hos Happy Donuts er de opmærksomme på de mange konkurrenter i området, men de tager det med ro og fokuserer i stedet på, hvad de kan gøre for at skille sig ud fra mængden. Her fremhæver de selv deres hjemmelavede fyld og deres valg af lokalt producerede drikkevarer, men især lægger de vægt på en særlig væg og ikke mindst deres personale som det, der skal gøre forskellen.

- Happy Donuts tager udfordringen op. Det skal være en oplevelse at komme her. Derfor er der blandt andet skabt en selfievæg, hvor kunderne kan tage billeder, og så er der ansat et godt hold af lokale unge, som skal være ansigterne udadtil, fortæller Isabelle Gudum, som er marketingansvarlig.

- Det betyder meget, at det er sjovt at arbejde her, og at der altid er en god energi. Det skal kunderne kunne mærke, når de kommer.

Gratis smagsprøver

Der er mange bud på, hvorfor det pludselig er blevet så populært at lave og sælge de runde kager. Hos Happy Donut har de også et:

- Det er noget, der rammer rigtig bredt, og så kan man kan udfolde sig kreativt og lave en masse forskellige og unikke donuts, fortæller Isabelle Gudum.

Happy Donuts er flyttet ind i Maren Turis Gade nummer 1, og de er klar til at åbne dørene fredag 31. juli klokken 10.

- Det er en rigtig god placering, for Happy Donuts vil gerne ramme den travle hverdag, hvor folk på farten kan komme ind og får en donut og en god kop kaffe. Det ligger også godt i forhold til unge, der er på vej ned til havnen, siger Isabelle Gudum.

Åbningen bliver blandt andet fejret med gratis smagsprøver i området ved butikken i den kommende uge, og så vil der på åbningsdagen blive trukket to vindere af gavekort til butikken på Facebook og Instagram.

Camilla Gammelgaard
Happy Donuts åbner snart i Maren Turis Gade. Foto: Kim Dahl Hansen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...