Arenatour med The Minds of 99 rykker nogle måneder frem

AALBORG: Er du en af de mange tusinder, der har glædet dig til at opleve The Minds of 99 i Gigantium i februar, så kommer du til at vente lidt længere.

Den for længst udsolgte arena-koncert bliver nemlig udskudt nogle måneder, oplyser bandet og Live Nation i en pressemeddelelse.

Koncerten her i Aalborg skulle have fundet sted torsdag 3. februar, men bliver nu fredag 15. april i stedet. Den er en del af bandets store arenatour, der skulle være begyndt i slutningen af januar. Men da de nuværende restriktioner som bekendt gælder til 17. januar, har man altså valgt at udskyde den.

Er du en af de 7500, der har købt billet til koncerten, får du automatisk ombyttet den til den nye dato. Du får også en mail direkte fra Ticketmaster med mere information.

- Det bliver også muligt at få refunderet billetten, hvis man ikke kan på den nye dato, fortæller pressechef i Aalborg Kongres & Kultur Center Susanne Kabel.

Og netop det, at nogle vil refundere deres billetter kan åbne for, at andre kan få fingre i billetter til koncerten, som blev hurtigt udsolgt.

- Det kan nok godt betale sig at holde øje med billetsalget den kommende tid, om der skulle blive billetter til salg, siger hun.

Flere end 65.000 har købt billet til Infinity Action-touren, som udover Aalborg også byder på blandt andet to koncerter i Royal Arena og tre koncerter i Ceres Arena.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...