Populær event er tilbage i Gigantium - og alle stande er udsolgt

AALBORG: Interessen for at få en stand har været så stor, at der er kræmmere på venteliste, når der i den kommende weekend er Kræmmer- og Loppemarked i Gigantium.

Med andre ord er der garanti for en udsolgt hal stopfyldt med antikviteter, unikke loppefund og masser af kræmmervarer, lyder det i en pressemeddelelse fra JH Arrangementer, der står bag markedet.

- Coronatiden på halvandet år har sikkert medvirket til den store deltagerinteresse fra kræmmernes side, for disse er det jo nærmest en livsstil at være til stede på de mange weekend-markeder landet over, så de har savnet at komme afsted, fortæller Jakob Hansen og tilføjer:

- Mange har brugt corona-nedlukningen på at rydde op på loftet eller købe nye ting, som de kan sælge på markederne, så vi har store forventninger til, at udbuddet af varer bliver det bedste nogensinde.

Jakob Hansen forventer i det hele taget mange besøgende til markedet 16.-17. oktober, fordi han vurderer, at mange kunder har savnet firmaets markeder.

- For de ældre er gensynet med mange af varerne jo det rene nostalgi og for de mange børnefamilier, som altid besøger vores markeder, er der igen mulighed for at finde billige spændende, trendy ting til fornuftige priser, lyder det.

Kræmmer- og Loppemarked i Gigantium er åbent lørdag 16. oktober klokken 10-16 og søndag 17. oktober klokken 10-16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...