2300 ryttere kører Aalborg MTB Marathon - og du kan se på

AALBORG: Skal du rundt i Aalborg i morgen formiddag, lørdag 27. april, så er der god chance for at støde på store grupper af lycraklædte cyklister.

Her bliver der nemlig afviklet det efterhånden traditionsrige Aalborg MTB Marathon. 2000 danske og 300 internationale ryttere stiller til start ved Teglgårds Plads kl. 10, og de mange ryttere kommer tik at være synlige i bybilledet.

Efter starten går turen mod signalbakkerne og herefter ud på lokale spor- og vejstrækninger.

- Vi havde stor succes sidste år med vende ruten om - og derfor har vi valgt igen i år at køre til signalbakkerne først og herefter ud i terrænet, siger Jens Radmer, som er eventansvarlig i DGI Nordjylland.

- Som altid slutter vi af med en tur tilbage til mål langs havnefronten, så her er rig mulighed for at komme ned og kigge - ligesom der på Teglgårds Plads er fuld af aktivitet hele dagen.

Start- og målområde er ved Teglgårds Plads, hvor der også er aktivitet hele dagen. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Kun få afspærringer

Selv om de mange cyklister selvfølgelig vil være synlige, så betyder løbet ikke større afspærringer i byen. Det er kun Nyhavnsgade, ved Musikkens Hus, der er afspærret for trafik mellem kl. 06 og kl. 19.

På de øvrige strækninger skal cyklisterne køre efter færdselsreglerne - dog med Hjemmeværnet til at regulere trafikken enkelte steder i Aalborg by. Der er rutevagter til at guide ryttere og gøre andre trafikanter opmærksom på, at der kommer trafik.

- Løbet køres ikke på en lukket rute – og derfor henstiller vi til, at man passer på hinanden i trafikken. Rytterne ved, at de skal passe på og vise hensyn – og vi håber selvfølgelig, at alle er indstillede på at være med til at skabe en festlig dag med fokus på motion og bevægelse. Aalborg MTB Marathon er et løb for motionister, hvor alle kan være med og derfor lægger vi stor vægt på at skabe en stor oplevelse med sporten, der giver blod på tanden for mere, siger Jens Radmer.

På trods af de mange ryttere er det kun Nyhavnsgade ved Musikkens Hus, der vil være spærret det meste af dagen. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Her kan du opleve stemningen

Hvis du vil ud og se cyklisterne svede - så er der traditionen tro god mulighed for det. '

Ved start- og målområdet på Teglgårds Plads er der aktivitet hele dagen, ligesom havnefronten giver mulighed for en oplevelse.

Signalbakkerne er noget af det første, alle rytterne skal prøve kræfter med. Mange kommer i problemer og med af sadlen. Det giver gode publikumsoplevelser, og der er samtidig masser af plads til at lave små camps og en DJ sætter fut i stemningen.

Ved Drastrup Grusgrav er der flotte naturoplevelser og masser af udfordringer til rytterne, og terrænet giver god mulighed for at følge rytternes strabadser i sporet.

Der er ikke underholdning i denne publikumzone, men man er velkommen til at tage et tæppe og en madkurv med.

Rytterne kører på tre egentlige ruter - 31, 55 og 100km - med præmier. Herudover er der en såkaldt gravelrute, en teknisk nemmere rutere, på 75 km, hvor der ikke kåres en vinder.

Du kan læse mere om Aalborg MTB Marathon 2019 ved at klikke her:

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...