Har fået fire afslag på koncertpladser - tæt på at give op

AALBORG: Har du sat næsen op efter en dag med masser af 90'er-musik, så risikerer du at blive alvorligt skuffet.

Som det ser ud lige nu, hænger den populære endagsfestival Vi Elsker 90'erne i en ganske tynd tråd. Arrangørerne har netop fået det fjerde afslag på et sted at holde koncerten, og manden bag, Riffi Haddaoui, er nu tæt på at give op.

- Vi er meget skuffede og kede af det. Men vi håber fortsat på, at kommunen besinder sig, siger han.

Katrine Schousboe
Billetsalget til Vi Elsker 90'erne i Aalborg skulle være gået i gang for 14 dage siden, men arrangøren ved fortsat ikke, om der overhovedet bliver en koncert i byen. Arkivfoto: Lars Pauli

Vi Elsker 90'erne har søgt om at bruge fire af byens store grønne områder, men hver ansøgning er ifølge arrangøren blevet mødt med et afslag med henvisning til, at det kræver dispensation at spille koncerter mere end fire timer.

- Og den dispensation har vi ikke kunnet få. Vi har heller ikke kunnet få at vide, hvorfor vi ikke kan få den dispensation, siger han og undrer sig samtidig over, at det tilsyneladende er muligt for f.eks. karneval at få tilladelserne.

Riffi Haddaoui ønsker ikke helt at lukke døren for et eventuelt arrangement næste år. Han fortæller, at han hen over weekenden vil gå i tænkeboks med hensyn til om, man eventuelt kan bruge dyrskuepladsen i Skalborg eller området i Hvorup, hvor Grøn holder til.

- Men vi ved, at hver gang vi skifter venue, falder der folk fra, og vores erfaring med vores koncept er, at det skal være urbant for at få folk til at dukke op, siger han og tilføjer:

- Vi er maksimalt pressede, for vi skulle være gået i billetsalg for 14 dage siden.

Ifølge Riffi Haddaoui er det nu også med i overvejelserne, om man fremover skal flytte Vi Elsker 90'erne til en anden by - det kunne f.eks. være Aarhus, Frederikshavn eller Hjørring.

- Men vi er utroligt glade for at være i Aalborg og har et rigtig godt publikum, som vi ved er glade for os, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...