Kaffebaren er i øjeblikket lukket ned, og når dørene åbnes igen, bliver det til et andet koncept

AALBORG: For et lille års tid siden fik byen sit første Espresso House, da den tidligere Fætter BR forretning i Bispensgade blev omdannet til en kaffebar. Nu får aalborgenserne så endnu en af slagsen, når Baresso på Nytorv bliver til Espresso House.

Det er den samme kæde, der ejer de to koncepter, men planen er, at kaffebarerne med tiden bliver til Espresso House. På Nytorv er ombygningen allerede i fuld gang, og når der igen serveres kaffe 7. februar, bliver det altså under et andet logo.

– Vi skifter til et helt nyt brand, og derfor bygger vi om. Vi har konverteret over længere tid, så det er mange af de samme produkter, vi allerede kører med. Udvalget bliver bare større, og så er det de samme glade medarbejdere, som fortsætter bag disken, fortæller Coffee Shop Manager Frederikke Svelle.

De to kaffebarer kommer altså til at ligge rimelig tæt, men det ser hun primært som en fordel.

– Ja, de ligger tæt, men der er gæster nok til begge to, og vi håber at få nogle af de kunder tilbage, der skiftede til Bispensgade, fordi det var en mere lækker butik, og så er det fedt, vi kan hjælpe hinanden på tværs, siger hun.

Det er en smule vemodigt for hende at skulle sige farvel til det velkendte Baresso-koncept, men hun synes, det er en helt rigtig beslutning.

– Det er klart, at det bliver en omvæltning, når man har Baresso inde på hjertet, men jeg glæder mig utrolig meget, og jeg tror, det bliver rigtig godt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...