Shopping

Kæmpe succes: Kvickly-ansatte knokler om natten

Kvickly Nørresundby kører ud med op mod 150 ordrer hver dag

08. april 2020 kl. 18:39

NØRRESUNDBY: De havde så småt taget hul på det allerede før jul. Og var også i gang med at lave en plan for, hvordan det skulle udvikles.

- Men vi nåede aldrig at blive færdige, før vi blev overhalet. Så nu gør vi det bare, siger varehuschef i Kvickly Nørresundby Jesper Thomsen.

På rekordtid og på grund af en virus har butikken nemlig fået kæmpe succes med at bringe varer helt ud til kundernes hjem.

I alt kan blive til op mod 150 ordrer om dagen, der skal bringes ud. Foto: Lasse Sand

Hver nat mødes en fast kerne af medarbejdere for at pakke de op mod 150 daglige ordrer, som butikken kan nå at levere.

- Vi har nogle, der kommer kl. 03, og andre, der møder ind kl 04, fortæller Jesper Thomsen.

Holdet består af salgsledere, bagere, slagtere og ansatte i delikatessen, som kommer ind for at håndtere pakningen af poser, så de kan blive klar til udbringning i løbet af dagen.

- Vi har også måttet hente hjælp udefra og har ansat to ekstra til at hjælpe til, siger han.

Fire biler sørger for at få bragt varerne ud til borgere i Aalborg, Nørresundby og et større opland. Selv om butikken også tilbyder Klik & Hent, har man ifølge varehuschefen valgt at satse den største del af krudtet på at hjælpe de kunder, der ikke selv kan komme ud. Derfor er minimumsgrænsen for et varekøb også sat ned til nogle få hundrede kroner, sådan at også små husholdninger kan være med.

Varehuschef Jesper Thomsen og de øvrige medarbejdere var så småt i gang med at bringe varer ud - men så kom coronaen og fik det hele til at eksplodere. Foto: Lasse Sand

Nøjagtig hvem kunderne er, ved Jesper Thomsen ikke, han ser kun ordrerne og aldrig dem, der skal have dem. Men han ved dog, at det i grove træk er en blanding af private, bosteder og små virksomheder, der har taget nethandlen til sig.

- Der er lagt op til, at vi skal gøre det nemt for kunderne at handle hos os. Så det er da noget, vi vil arbejde videre med også når det her er slut, siger han.

Fordi succesen er kommet noget pludseligt, har indlæringskurven også været stejl for butikschefen og hans ansatte. De har skullet lære at bestille varer i den rette mængde og håndtere både onlinehandel og den fysiske butik på samme tid.

- Vi øver os hele tiden, og jeg har virkelig nogle gode medarbejdere, der har taget opgaven på sig, siger han og tilføjer:

- Det har faktisk vist sig, at kunsten er, at kunderne i butikken ikke skal opleve en anden standard, fordi vi har travlt med de øvrige kunder. Men det klarer vi også.

Annonceret indhold

Nyeste