Flere har besøgt arrangementerne med livemusik, artist talks og sommerhygge i år

AALBORG: Kunsten Summer Lounge 2018 har været en bragende succes med ikke færre end 5.000 gæster til livemusik, artist talks og sommerhygge på plænen i Skulpturparken.

Det er 30 procent flere end sidste sommer.

Opskriften på succesen hedder en særlig kobling mellem kunst, frivillighed, lounge-stemning, debat og musik, lyder det i en pressemeddelelse fra Kunsten.

- Vejret har naturligvis haft en betydning for tilslutningen, men derudover tror vi, stigningen skyldes, at Kunsten Summer Lounge nu har etableret sig som et fast koncept i byen, hvor vi gennem artist talks, kunst og livemusik dyrker et folkeligt fællesskab om kultur på tværs af samfundsgrupper, siger Gitte Ørskou, direktør for Kunsten.

Summer Lounge er særligt målrettet unge, og konceptet blander kendte elementer som dj’s og streetfood med mere ukendte elementer såsom moderne kunst og art talks. Desuden er socialøkonomiske virksomheder ofte repræsenteret.

Alt i alt en mulighed for at være sammen med mennesker, der ikke nødvendigvis ligner og tænker som én selv.

- Lounge-gæsterne dyrker Kunsten Summer Lounge som et særligt fællesskab med engagement i samfund og kultur på tværs af f.eks. uddannelse og indkomst. Et engagement og en rummelighed, der tjener som et alternativ til de sociale medier, hvor vi ikke i samme grad har mulighed for at udvikle og udfordre vores eget verdensbillede, siger Gitte Ørskou.

Opskriften på succesen, mener man på Kunsten, er dels godt vejr, dels at man har fået skabt et fællesskab om kultur på tværs af samfundsgrupper.Arkivfoto: Henrik Louis

Ud af ekkokammeret

En brugeranalyse viser, at gæsternes gennemsnitsalder i år lå på 34,4 år.

Konceptet er primært målrettet unge, men hver gang er der meget forskellige aldersgrupper repræsenteret, hvilket glæder Kunsten og understøtter den tanke om samfundssind og mangfoldighed, der ligger bag Summer Lounge.

Konceptets formål understøttes af, at det bliver gjort muligt af frivillige. En af dem er Naja Toftgaard Lauridsen, der studerer til serviceøkonom på UCN:

- Jeg ville gerne afprøve min uddannelse i praksis og stifte bekendtskab med nogle af de karrieremuligheder, min uddannelse giver. Som en del af det frivillige team omkring Summer Lounge, har vi prøvet kræfter med markedsføring og afviklingen af en event. Det har været lærerigt, og det har været sjovt, siger hun.

Tuborgfondet støtter Summer Lounge økonomisk.

Summer Lounge er særligt målrettet unge.Arkivfoto: Henrik Louis
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...