Klummeskribent Mette Goddiksen genoptager i anledning af corona sin rolle som brevkasseredaktør

KLUMME: I mine 20’ere var jeg ansat på et blad som blandt andet kærlighedsbrevkasseredaktør.

Og måske tænker du, det er et underligt tidspunkt at bringe brevkasser op, men seriøst: I disse karantænetider får vi også testet vores parforhold.

Måske vil vi se et boom i både babyer og skilsmisser i den kommende tid. Det kan jo gå begge veje, når vi på den her måde er tvunget til at lære hinanden at kende.

Ane Elisabeth Lucassen var mit redaktør-alias. Det var min oldemors navn og lyder bare mere troværdigt og klogt end mit eget. Desuden ville det virke forkert, at den samme Mette Goddiksen i bladet også skrev artikler, der hed noget med ”Volbeat – hell yearh”, ”Smokey eyes – how to”, ”Sådan scorer du i Fakta” eller ”Fem klamme kropsgevækster”.

Jeg elskede min tjans som kærlighedsorakel.

Nogle gange - for nu at være helt ærlig - var der slunkent i Ane Elisabeth Lucassens postkasse, og der skulle minimum fire spørgsmål fra læserne til, for at jeg kunne fylde mit opslag i bladet.

Derfor kunne jeg godt hitte på at opfinde et spørgsmål, som jeg tænkte, teenagere kunne have. Jeg førte endda en lille stavefejl ind, så det virkede realistisk - f.eks.

Kære Anne Elisabet,

Skulle høre fra en ven: Er det normalt at ornarnere 3-5 gange om dagen?

Vh. Drengen på 15 år.

Hvor sølle, det end lyder: Jeg dagdrømmer om at genoplive Ane Elisabeth Lucassen, altså kærlighedsredaktøren. Det ville virke mærkeligt med min oldemor. I de dagdrømme er jeg klædt i sådan en lilla kimono, sidder i lotusstilling på en bjergtop. Blid. Erotisk. Myndig. Vis.

Så det gør jeg lige.

Fra hendes gigantiske brevbunke fisker hun spørgsmålet: ”Hvad er nogle af principperne i et godt parforhold?”

Kære ukendte,

Her fra egne erfaringer.

Spørgsmålet kan besvares med den situation, at man kommer hjem til sin partner med en ny kjole. Eller måske lilla kimono. Ikke just nødvendige køb.

For det første skjuler vi aldrig for hinanden, når vi har købt nyt med fælleskontoen. Vi er ligeværdige partnere, ikke i én eller anden forælder-barn-relation, hvor den ene part skal belæres og skammes for mangel på økonomisk fornuft. Desuden har vi fælles værdigrundlag. Vi er ikke så materialistiske og vil hellere nøjes med et lille hus og Skoda end droppe hverdagsluksus, spas, flødekarameller og drømme.

Jeg ved, at hvis jeg inderligt ønskede at forfølge en drøm om at blive fod- og mundmaler - så ville han bakke op. Også selvom det ville have økonomiske konsekvenser.

Når jeg tager det nye køb på, så er han 100 procent ærlig, åben og kender ikke til tabuer. Engang imellem falder det ikke ud til min fordel, de fleste andre gange gør det. Han kan slet ikke se den mavedelle, som jeg selvkritisk påpeger (satans flødekarameller!). Det kan han seriøst ikke. Vi har et realistisk, men alligevel et lidt forelskelseståget syn på hinanden, også her ni år efter brylluppet. Vi mener stadig, den anden er alt for god til os. Og så er han ret u-nordjysk på den måde, at han viser sin begejstring: ”Hold da op, du er flot!”, ”sikke et timeglas!” – ”kan du ikke selv se det!?” Det kunne jeg egentlig ikke… Men jooo. Jeg er da et godt nok skrald af en 44-årig, tænker jeg så pludselig om mig selv og glemmer rynkerne. I hans verden må jeg hjertens gerne tro, jeg er noget.

Og når jeg så skal have den på i byen, glemmer han aldrig lige at sende lidt ros af sted – han stiver mig simpelthen af, gerne offentligt. Hos os er der ingen hyggehakkeri og ”søde” kælenavne som ”tykke”, fordi vi tror, det morer de andre til parmiddagen. Det gør det i øvrigt ikke, altså morer de andre, selvom de måske griner høfligt. Skulle jeg hilse og sige fra en ven….

Også hvis jeg skal alene i byen, stiver han mig af. Når jeg returnerer fra byen, så spørger han, hvor mange der kiggede på mine ben, mit store slagnummer, som han kalder dem. Jeg har vænnet mig til, at det ikke er et jaloux spørgsmål, så jeg siger noget stærkt overdrevet ”Ork! Dem alle!” Og ved du hvad? Han svulmer af stolthed. Han under mig bekræftelsen og føler sig ikke truet, hvilket han heller ikke har den mindste grund til. I min verden er det ultramaskulint på den måde at hvile i sig selv. Langt mere maskulint end at love et helt selskab tæv eller skælde partneren ud, hvis andre viste interesse til festen.

I starten af vores forhold fandt jeg denne mangel på jalousi både mærkelig og faretruende. Tolkede det som om, han var ligeglad med at miste mig.

Her ni år efter har jeg vænnet mig til den afsindige frihed, som mangel på jalousi, gensidig respekt og ditto anerkendelse giver.

Ergo står pendulet på baby ni måneder efter coronakarantænen. Hvis det da ikke var fordi, jeg også glæder mig til at have nogle år alene med ham, den åbenmundede gentlegavflab, herhjemme i det lille hus.

Kærlig hilsen

Ane Elisabeth Lucassen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...