Café Luna har fået nye ejere, ny restaurantchef og nyt menukort

AALBORG: Ejerne er nye. Det samme er restaurantchefen og retterne på menukortet.

Men en ting skal gerne være, som det hele tiden har været, når Café Luna på Boulevarden genåbner i morgen, tirsdag 11. maj. Det skal være hyggeligt og nærmest hjemligt at komme der.

- Det skal være et sted, hvor du både kan komme med vennerne og drikke cocktails om aftenen, og et sted, du kan tage din mormor med hen om dagen, siger Nanna Boje Carlsen, der er ny restaurantchef og medinvestor i caféen.

Katrine Schousboe
Naturmaterialer og lyse vægge - Café Luna har fået et nordisk og moderne udtryk. Foto: Martin Damgård

Hun lægger ikke skjul på, at Luna, som kalder sig Aalborgs ældste café, har fået en ordentligt dosis kærlighed i form af en tiltrængt renovering af de fysiske rammer og hele konceptet for stedet.

- Jeg kom med i det her, fordi de her gutter, der står bag, manglede en med visioner om, hvad man kunne gøre. Det havde jeg, fortæller Nanna Boje Carlsen, som mange vil kende som finalist i MasterChef i 2020.

LÆS OGSÅ: Nu med MasterChef: Kendt café får nye ejere

Katrine Schousboe
Nanna Boje Carlsen har gentænkt menukortet og satser på enkle retter af gode og friske råvarer - drikkevarerne spænder fra cocktails og vin over gastrosaft til et stort udvalg af fadøl. Foto: Martin Damgård

En af visionerne var det hyggelige element. Det skal være en rar oplevelse at komme på caféen, derfor har Nanna Boje Carlsen også ansat folk efter sind og temperament, sådan hun er sikker på, at gæsterne bliver mødt af venlighed og god service.

Og så har hun gjort det, hun synes, hun er bedst til, gentænkt menukortet og sat sit eget præg på det.

- Udgangspunktet er, at alt skal være lavet af friske råvarer, og meget af det kommer også her fra det nordjyske. Det er vigtigt, at det er mit menukort, at alt er lavet fra bunden, fortæller hun og kalder generelt maden for enkel, men med fokus på råvarer.

Katrine Schousboe
Café Luna på Boulevarden er en af byens ældste caféer, men har her i 2021 fået nye ejere. Foto: Martin Damgård

Gastrosaft og fadøl

Spisekortet byder på klassiske caféretter, som salater, pasta og burgere, mens der om aftenen suppleres med f.eks. rørt tatar og Limfjords Moules Frites.

- Fælles for det hele er, at det skal smage, og så skal det ikke være sådan nogle overfyldte tallerkener, man bliver præsenteret for, siger Nanna Boje Carlsen.

Selve caféen er også shinet op med nye møbler og farver, og i kulissen er der indrettet et nyt kølerum, som gør det muligt at holde et større udvalg af drikkevarer fra gastrosaft og lemonade fra danske Rebæl til vin og cocktails ved rette temperatur. Det betyder også, at der altid vil være ti haner med forskellige former for fadøl, lover restaurantchefen.

Café Luna har åbent alle dage fra kl. 10 til kl. 22. Når coronarestriktionerne forsvinder, håber Nanna Boje Carlsen at kunne holde længere åbent i weekenderne.

Du kan læse mere om den nye udgave af Café Luna her

Katrine Schousboe
Caféen genåbner officielt tirsdag 11. maj - allerede i aften, er der dog en såkaldt soft opening. Foto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...