Vores klummeskribent Mette Goddiksen dur ikke til at tigge om hverken penge, anerkendelse eller kærlighed, men ...

KLUMME: Jeg har i dag for femte år i træk ringet penge ind til Dansk Folkehjælp, altså penge til gaver og julemad til familier, der ikke selv har råd.

Så sidder jeg en time sammen med sådan et erhvervspanel og pløjer virksomheder igennem, der virker flinke. Jeg monterer smil i stemmen og prøver med en forsigtig joke, da latter som bekendt er vejen til folks tegnebog.

Ja, det er (virkelig) ikke for at prale af mit hjertes godhed, min korrekthed eller joke-lager. Det ville jo være ulideligt. Det er mere for at lave en smooth indgang til emnet, som her følger…

Hold kæft, hvor finder jeg det grænseoverskridende at tigge!

Det er de dér sekunder efter, at man stakåndet har forklaret, hvorfor man ringer, og hvorfor formålet er ædelt, hvor der er helt stille i den anden ende. Min mavesæk slår knuder, skuldrene sidder helt oppe ved ørene, og øjnene er blanke. Én ting gentager hjernen: Please, please, lad mig komme ud af det her med værdigheden i behold! Og det gør de fleste heldigvis. De giver ikke nødvendigvis et bidrag, men de anstrenger sig i det mindste med at finde på en mere eller mindre gennemskuelig løgn: Send lige en mail, så ser vi (helt sikkert) på det. Vores CSR-chef har desværre galopperende corona. Vi har givet hele overskuddet til Glade Enkers Danseforening. Shit! Undulaten har spist vores Mastercard etc.

Jeg finder det også enormt svært her ved juletid, når foreninger banker på min dør. Jeg vil bare ud af den for alle parter pinagtige situation, hvorfor jeg fluks tømmer lommerne. Jeg forestiller mig jo, hvordan jeg selv ville have det ved at bede tilfældige mennesker om at købe tvivlsomme produkter, såsom julekalendere med viden, ikke chokolade, i lågerne.

Hvert år køber jeg for eksempel bladet ”De blindes jul”. Selvom jeg undrer mig dybt over, at blinde i dagens Danmark åbenbart er en fattig befolkningsgruppe ligesom på Jens Vejmands tid. Og i øvrigt, at deres blad er skrevet med mikroskopiske bogstaver, der for os normaltseende kræver den helt store læsebrille.

For ikke at tale om hospitalsklovnene, som jeg også støtter i min juleånd. Og nu får jeg tæv, men… Egentlig kan jeg overhovedet ikke lide klovne. Jeg og mine børn synes, at de er vildt uhyggelige, og det ville egentlig være dobbelt op på tragedie, hvis vi blev syge og så samtidig skulle dyttes på næsen af en klovn. Men jeg køber deres til- og frakort for at få den pinlige situation i døråbningen til at gå væk.

Jeg har altid været virkelig dårlig til at tigge, sådan helt ekstremt faktisk. Og jeg føler stærkt med andre, når de skal.

For eksempel har jeg i mit liv sagt to stillinger op, fordi jeg ikke var tilfreds med lønnen. Det virkede ganske enkelt mere uoverskueligt at bede om en lønsamtale end at kaste sig selv ud i uvisheden og finde sig et andet job til en måske – måske ikke – bedre løn. Det er simpelthen for tåkrummende at sidde dér og rose sig selv og redegøre for, hvordan man er uvurderlig. Chefen kan jo risikere at pille én helt ned som en tiggeprins, en grådig-per, en selvovervurderende tåbe.

En anden gang sagde en fyr på en bar umotiveret til mig, at han da gerne ville give mig en øl, hvis jeg så gav ham ”et dyt i bamsen”. Jeg skal give dig bamser, tænkte jeg, og bestilte otte stk. fadøl til ham. Én ad gangen. Nå, skal du have én mere, hvislede jeg på Godfather-måden efter hver gang, den uforstående tjener plantede endnu et bæger foran ham?

Underligt form for statement ærlig talt. Det gik hårdest ud over mig selv. Jeg var på SU og måtte leve månedens tre sidste dage af tynd kaffe på grund af den lille markering. Manden selv havde sikkert en vældig aften og har bare parkeret mig fjernt i erindringen som en tosset kælling.

Og der er mere…

Engang truede en kæreste i et ophedet skænderi mig med, at han ville forlade mig, hvis jeg ikke opførte mig ordentligt. To uger efter forlod jeg ham, selvom jeg egentlig helst var blevet. Men jeg dur bare ikke til at tigge om hverken penge, anerkendelse eller kærlighed.

Og hvad er pointen? Det er dumt ikke at kunne bede andre om en tjeneste, lidt kærlighed eller en skilling. Det er nogle gange dumt ikke at kunne slippe stoltheden i en højere sags tjeneste.

Det er egentlig et udtryk for ofte ubegrundet mistillid til menneskeheden. Der er nitter, trælse typer, men de fleste mennesker passer jo på ens værdighed, mens man tigger. Og så tjente jeg jo 35.000 kroner til nogle børn, der nu ikke behøver have mavepine over at skulle fortælle om deres jul henne i klassen.

I dét perspektiv er min stolthed latterlig ligegyldig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...