På uddannelsesmessen “Den Hvide Verden” er brochurerne droppet - og du kan næsten bogstaveligt få blod på hænderne

AALBORG: Drømmer du om en “hvid fremtid” som fysioterapeut, sygeplejerske, portør, læge, lægesekretær, bioanalytiker, jordemoder eller neuropsykolog.

Og kunne du godt tænke dig at få et indblik i, hvordan det foregår - sådan helt rigtigt, når patienterne styrtbløder, hjertet er gået i stå, eller fødslen er overstået?

Så skal du møde op, når uddannelsesmessen Den Hvide Verden løber af stablen.

Den Hvide Verden foregår i Medicinerhusets forhal, Aalborg UH, Syd, på Hobrovej i Aalborg. tirsdag 15. januar mellem klokken 15.00 og 17.30. Der er gratis entre, og tilmelding er ikke nødvendig.

Fysioterapeut, sygeplejerske, portør, læge, lægesekretær, bioanalytiker, jordemoder og neuropsykolog. Det er bare nogle af de mange uddannelser, der bliver rig mulighed for at høre meget mere om og se i aktion.

Messen er nemlig ikke ”bare” et sted, hvor man kan få brochurer og se på plancher. Den Hvide Verden, som består af 26 stande, er en aktiv uddannelsesmesse, hvor der er mulighed for ”at se med hænderne”.

Det er ikke hver dag, man har mulighed for at se og røre ved en moderkage. Men det er muligt ved uddannelsesmessen. Arkivfoto: Peter Broen

- Der bliver mulighed for at prøve operationsudstyr, og man kan tage sit første røntgenbillede. Man kan prøve at træne med en fysioterapeut, og der bliver mulighed for at røre ved og undersøge en moderkage. Har man lyst til at prøve i skære i rigtigt væv, kan det også lade sig gøre.

Og så er der mulighed for at prøve at tage en blodprøve og mange flere aktiviteter. Man kan også opleve Læger Uden Grænsers spændende arbejde i deres telt, siger en af arrangørerne, uddannelseskonsulent ved Aalborg Universitetshospital, Hanne Lisby.

Der er også skruet helt op for de blå blink, og der bliver masser af action, når en ung mand bringes akut ind på hospitalet efter en alvorlig trafikulykke.

- Det sker i vores Reality Hospital, hvor messedeltagerne kan se, hvordan de forskellige faggrupper arbejder effektivt sammen, når der kommer en kritisk tilskadekommen patient ind på hospitalet akut. Her bliver der mulighed for at følge dramaet på nærmeste hold, og det bliver helt sikkert ikke kedeligt, siger Hanne Lisby.

I uddannelsesmessens Reality Hospital er det muligt at se, hvordan de forskellige faggrupper arbejder effektivt sammen, når en tilskadekommen patient kommer ind. Arkivfoto: Peter Broen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...