Vi bruger masser af penge, når vi fester i maj, viser ny rapport

AALBORG: Karneval er en uge med sjov og ballade. Det er skøre og flotte udklædninger, fest med vennerne, ømme tæer og masser af øl og Mokai. Men karneval i maj er også big business. Det viser en ny rapport, som Jysk Analyse netop har lavet for Aalborg Karneval.

Her har karnevalet bedt analyseinstituttet om blandt andet at undersøge, hvem det er, der kommer til folkefesten, hvor gamle de er, og hvor i landet de kommer fra, men også deres brug af penge.

- Vi har selvfølgelig en klar ide om, hvem vores deltagere er, men med jævne mellemrum får vi lavet en analyse for at blive bekræftet i, hvordan det hænger sammen, siger formand for Aalborg Karneval Mette Bugge.

Og hun betegner rapporten som ganske spændende læsning, for ud fra den kan man tegne en ret nøjagtig profil af den gennemsnitlige karnevalsgæst.

Han eller hun - der er lige mange mænd og kvinder - er under 26 år og bor i Region Nordjylland. Vedkommende har været til karneval en håndfuld gange før og er af sted med fem-ti venner.

Katrine Schousboe
Årets karneval satte endnu en gang rekord med 85.000 deltagere. Arkivfoto: Jesper Thomasen

Millionomsætning til byen

Men en ting er gennemsnittet noget andet, de mange andre tal og de historier, de fortæller.

- Et af de tal, vi havde på fornemmelse havde ændret sig, er deltagernes bopæl, siger Mette Bugge.

Flere end hver tredje deltager i Aalborg Karneval kommer nemlig fra en anden landsdel eller sågar udlandet. Og netop det tal er steget en del, hvis man sammenligner med tilsvarende tal fra en tilsvarende rapport fra 2014. Her var det blot hver femte, der havde bopæl udenfor regionen.

- Det har været vores fornemmelse, at den stigning, vi har i antallet af deltagere i karnevalet i de her år, er folk, der kommer udefra. Det har vist sig at være rigtigt, siger hun og tilføjer, at netop det voksende antal deltagere udefra er noget, karnevalet vil tage fat i.

- Vi har blandt andet lavet en aftale med VisitAalborg om, at vi skal kigge på, hvordan vi som by tager imod vores gæster udefra, siger hun.

Et andet tal, der har overrasket Mette Bugge, er den omsætning, som karnevalet medfører for byen. Rapporten viser nemlig, at en karnevalsdeltager i snit bruger knap 1000 kroner på udklædning, drikkevarer, mad, transport og eventuel overnatning.

- Når vi så ganger op med antallet af deltagere, så giver det en samlet omsætning på 80 mio. kroner. Det viser, at det altså er ganske store beløb, vi er med til at skabe i omsætning i byen, fastslår hun.

Jysk Analyses undersøgelse er lavet blandt cirka 1500 karnevalsdeltagere.

Katrine Schousboe
Flere end hver tredje karnevalsgæst bor i en anden landsdel eller sågar udlandet. Arkivfoto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...