Et voksende salg af loyalitetsarmbånd giver stor vækst i omsætning

AALBORG: 2019 vil blive husket som et rekordernes år for Aalborg Karneval.

Ikke alene deltog flere end nogensinde i paraden gennem byen og den efterfølgende folkefest i Kildeparken, men også økonomien nåede nye højder.

- Vi er meget tilfredse, siger formand Mette Bugge.

Karnevalet omsatte for knap 11 mio. kroner, hvilket er godt 1,2 mio. kr. højere end året før. Fortjenesten blev til gengæld noget lavere - godt 300.000 kr. mod 960.000 kr. året før.

- Egentlig er det ikke så interessant, hvor mange penge, vi laver, men mere hvad vi investerer dem i. I år er vores nye tiltag blandt andet campen og et initiativ overfor erhvervslivet, siger hun og tilføjer:

- Fordi vi tidligere har haft nogle år med underskud, har vi hidtil været meget opmærksomme på at tjene så meget som muligt, så vi kunne få opbygget en fornuftig egenkapital. Det har vi nu, så nu kalkulerer vi ikke nødvendigvis med at lave penge. Det er vigtigt at understrege, at vi er en forening, ikke en forretning, fastslår Mette Bugge.

Det er primært et øget salg af armbånd, der giver karnevalet den voksende opsætning. Og det er udtryk for en høj grad af loyalitet blandt gæsterne, vurderer formanden.

- Jeg glæder mig virkelig over den opbakning, som det jo er. Det giver os mere rum til at investere og udvikle karnevalet også de kommende år, siger hun.

Karnevalet udbetaler i år 720.000 kroner til lokale foreninger for deres indsats i forbindelse med de mange dages fest.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...