Karneval: Vi har svinet mindre
Årets karneval har sat deltagerrekord, men mængden af skrald er mindre end tidligere, vurderer Aalborg Karneval
AALBORG: Aldrig har så mange festet til karneval i Aalborgs gader som i år.
Med omkring 80.000 deltagere har folkefesten endnu engang sat rekord.
Alligevel har vi tilsyneladende tænkt os om forud for festen, for mængden af affald i Kildeparken er mindre end de foregående år. Det vurderer formand for Aalborg Karneval Mette Bugge nu, hvor oprydningen er ved at være afsluttet.
-Renovationsvæsenet har i dag (mandag, red.) været og hente alt det, vi har samlet sammen i går i Kildeparken og foran Ansgars Kirken i løbet af i går. Det betyder, at alt nu er ryddet fra parken på nær vores skurvogn og containerbarer, forklarer hun.
Mette Bugge var selv en del af oprydningsholdet søndag, og her kunne man tydeligt se, at affaldsmængden var reduceret i forhold til tidligere år.
- Jeg er lidt forbavset, men tror, det hænger sammen med, at vi får stadigt større grupper omkring vognene, og vores nye fri-bar koncept, som betyder, at færre har haft en vogn med, siger hun.
Genbrugstanken har også fået tag i mange af os.
I løbet af søndagen kunne Mette Bugge konstatere, at mange gik på jagt efter brugbare dele i bunkerne af kasserede karnevalsvogne.
- Jeg så ligefrem folk med trailere rulle ind og tage, hvad de kunne bruge af hjul og stel - måske til sæbekassebiler eller reservedele, fortæller hun.
Nøjagtigt hvor mange ton affald, de 80.000 karnevalsgæster har genereret, får Aalborg Karneval først overblik over i løbet af nogle uger.