Formand afviser karnevalsforenings drømme om at få mere plads på atletikstadion

AALBORG: Der bliver ingen glade karnevalsgæster på atletikstadion, hvis det står til Aalborg Atletik & Motion. Det fastslår formand for klubben Jørgen Hein.

Udmeldingen kommer efter, at aalborg:nu kunne fortælle, at Aalborg Karneval er på jagt efter mere plads og ifølge formand Mette Bugge er i dialog om at låne atletikstadion.

Men det har intet på sig, lyder det fra Jørgen Hein.

- Som jeg lige vurderer det, er det slet ikke muligt at bruge stadion til den slags. Vi har udstyr, som f.eks. springmadrasser til flere hundrede tusinde kroner, som ikke bare lige kan flyttes. Samtidig tror jeg heller ikke, at banen vil kunne holde til det. Karneval vil simpelthen ikke kunne rydde godt nok op her, siger han og afviser i samme åndedrag at være blevet kontaktet af Aalborg Karneval om udvidelsesplanerne.

- Jeg har for flere måneder siden talt med dem i forbindelse med, at vi et par år har haft problemer med glasskår efter karneval, men ikke om deres ønske, siger han.

Af den samarbejdsaftale, der er lavet mellem kommunen og Aalborg Karneval for 2018-2021, fremgår det også, at karneval har brug for mere plads og undersøger muligheden for at udvide - bl.a. til atletikstadion.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...