Han har fuldtidsstudier og fritidsjob, alligevel vil 24-årige Kasper Sørensen også gøre en forskel som frivillig i Wefood

AALBORG: Han har aldrig stået i butik før. Han har sådan set heller aldrig været frivillig - lige bortset fra en enkelt gang til Copenhagen Games, og da han sammen med sin bror gik rundt i hjembyen og ringede på døre i forbindelse med en landsindsamling.

Men selv om læringskurven er stejl, og meget fortsat er nyt for 24-årige Kasper Sørensen, ved han allerede, han har gjort det rigtige.

- Jeg føler mig virkelig godt tilpas her. Det er nemt at give noget af sig selv og få følelsen af, at jeg gør noget, fortæller han, der til daglig læser medialogi på universitetet på niende semester.

Katrine Schousboe
Mange varer kommer ind i kasser fra f.eks. Salling Groups butikker. På lageret gennemgår Kasper og de øvrige frivillige varerne, før de kommer på hylden. Foto: Henrik Bo

Mens solen fortsat skinnede, og der stod ferie i studiekalenderen, blev han opmærksom på muligheden for ind imellem at bruge nogle timer i den nyåbnede Wefood-butik på Godsbanen. Og kombinationen af at kunne hjælpe nogle af verdens fattigste og samtidig være med til at mindske madspild var det helt rigtige projekt for ham.

- Jeg kan virkelig godt lide, at man kan begge dele på én gang. Samtidig får jeg jo også selv noget ud af det, for man lærer automatisk nogle andre mennesker at kende, og det er faktisk rigtig hyggeligt, forklarer han og kigger ud over hylder med store poser med kaffebønner og en opstabling af plastikbøtter med brunkager.

Katrine Schousboe
Opgaverne i Wefood er blandede. En dag står Kasper i kassen, en anden gør han rent eller sætter varer på plads. Foto: Henrik Bo

Kassen og varer på hylderne

Kasper Sørensen anslår, at han indtil videre har været i butikken i snit et par gange om ugen i de første måneder, den har været åben. Mere mens der var ferie, lidt mindre efter undervisningen på universitetet igen er gået i gang.

- Det kan være lidt svært at få det til at hænge sammen, fordi de ofte har brug for mig i dagtimerne, hvor jeg har undervisning, men så må jeg komme i weekenderne i stedet, og nogle gange bliver der også ringet efter mig, så kommer jeg efter skole, forklarer han.

I butikken er der knap så faste roller, som man ellers ser i detailbranchen. Alle er der frivilligt og ulønnet, og man hjælpes ad med at løse opgaverne, så på nogle vagter gør Kasper Sørensen rent og tjekker temperatur på frysere og kølebokse - på andre står han ved kassen eller fylder varer på hylderne.

- Jeg kan rigtig godt lide mennesker og mødet med mennesker, så jeg kan virkelig godt lide at ekspedere, men jeg sætter også en ære i, at der er pænt her, siger han.

Katrine Schousboe
Wefood sælger primært madvarer med f.eks. beskadiget emballage, forkert mærkning eller varer, der er gået ud af sæson. Foto: Henrik Bo

FAKTA

Kom til gratis kagebord

Du har allerede i et par måneder kunnet besøge Wefood på Godsbanen. Men på mandag 27. september holder Folkekirkens Nødhjælp en officiel åbning af butikken komplet med snoreklip, ministerbesøg og måske mest interessant et gratis kagebord for alle.

I forbindelse med åbningen laver Beate Stengaard, kendt fra Den store bagedyst, nemlig intet mindre end verdens længste træstamme af overskudsvarer fra blandt andet Salling Group og Odense Marcipan.

Til at skære kagen for vil blandt andet være fødevareminister Rasmus Prehn (S), udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) og Karin Salling, næstformand for Købmand Herman Sallings Fond, som har doneret et millionbeløb til etablering af flere Wefood-butikker. Også borgmester Thomas Kastrup-Larsen vil være med til åbningen, hvor han skal skære og dele kage ud.

Fejringen af butikken og uddeling af kage sker i samme uge som Danmarks Nationale Madspildsdag. Folkekirkens Nødhjælp har valgt at dedikere hele ugen til kampen mod madspild og sult i verden.

Du kan få et stykke gratis træstamme foran butikken på Godsbanen mandag 27. september klokken 14.

Noget for andre

Som studerende med en begrænset økonomi har han også et betalt fritidsjob som cykelbud. Og selv om Kasper Sørensen godt kunne tage flere vagter med madudbringning, så vil han gerne have tid til det frivillige arbejde også.

- Jeg oplever, at jeg faktisk gør en forskel, og at de har brug for mig her. Det er rart samtidig med, at jeg også gør noget for andre. Jeg synes, det er nemt at give nogle penge, men sværere faktisk at gøre noget. Det mener jeg, jeg kan her, siger han.

Katrine Schousboe
Butikken har været åben siden begyndelsen af juli - på mandag 27. september bliver snoren også klippet officielt. Foto: Henrik Bo

Wefood, som Folkekirkens Nødhjælp står bag, er en kæde af butikker, der de seneste fem år har slået sig op på primært at sælge madvarer med f.eks. beskadiget emballage, forkert mærkning eller varer, der er gået ud af sæson. I de øvrige butikker, som primært ligger i København og Aarhus, har personalet fået et godt fællesskab og laver f.eks. grillaftener og aktiviteter sammen.

Helt så langt er man ikke kommet i den nye butik på Godsbanen endnu, men Kasper Sørensen regner med, det er et spørgsmål om tid, før den form for fællesskab bliver etableret.

- Jeg synes faktisk allerede, jeg har lært nogle at kende hernede. Vi er en fin blanding af unge og ældre, og der er en god stemning.

Katrine Schousboe
Julen varer lige til .... september - i hvert fald i Wefood, hvor man ofte kan finde varer, der er uden for sæson. Foto. Henrik Bo
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...