Se med, når OpdagAalborg giver dig de bedste spots til dit image, din date eller bare lidt tidsfordriv med vennerne

AALBORG: Hvis du nogle gange savner et spændende og unikt sted at mødes med vennerne, så er du havnet hos de helt rette.

Hos Aalborg:nu har vi nemlig allieret os med Ditte og Sanne Kjeldsteen, som står bag Instagram-profilen OpdagAalborg.

LÆS MERE: SØSTRE OPDAGER AALBORG PÅ INSTAGRAM - FØLGER DU MED?

Efter 10 år med fast gang i midtbyen ved de præcis, hvor du skal gå hen for at fange den helt rigtige stemning, der overbeviser dine følgere, dine tindermatches og dine venner om, at Aalborg er the place to be.

Lidt godt til ganen

Hvis dagens udflugtsmål handler om at få lækkerier indenbords i charmerende omgivelser, så går turen ifølge søstrene til en af de følgende caféer, hvor du kan være sikker på, at både indretning og servering er lige i skabet.

Mabel Kafferi: Mor og datter har startet denne her café sammen - den har både fed indretning og god kaffe, og så sælger de alle mulige spændende, bæredygtige sager.

Hvor: Boulevarden 6, 9000 Aalborg

Sarah Thun
Mabel Kafferi på Boulevarden. Arkivfoto: Lars Pauli

På Fjorden: Her lover OpdagAalborg-pigerne, at du får vanvittig gourmet, som nærmest er anrettet med pincetter. Og vin - du får selvfølgelig også vin.

Hvor: Østerågade 27, 9000 Aalborg

Butik Gejst: På Fyensgade finder du nips, tøjbutik og kaffebar i en herlig pærevælling. Her kan du få lidt af hvert og en masse god stemning. Husk at sætte tid af til både at drikke kaffe og at shoppe i den lækre butik.

Hvor: Fyensgade 18, 9000 Aalborg

Sarah Thun
Butik Gejst sælger både vintage tøj, kunst, design, kaffe og specialiteter. Arkivfoto: Matthew Burnett

Penny Lane: En klassiker, der er umulig at gå udenom, og hvorfor skulle man også det? Selvom vi alle ved, at konditoriet er i en liga for sig selv, så bringer vi lige en servicemeddelelse om at huske at sætte pris på det. Både kager og indretning er jo helt på toppen her.

Hvor: Boulevarden 1a, 9000 Aalborg

Sarah Thun
Penny Lane har både kager for enhver smag og masser af hygge i indretningen. Arkivfoto.

Café Ulla Terkelsen London kender du garanteret også - her får du fuld smæk på indretningen, og så er det jo nærmest en institution i byen. Her får du en uformel stemning, spicy indretning og masser af hygge.

Hvor: Kastetvej 36, 9000 Aalborg

Sarah Thun
På Café Ulla Terkelsen London får den ikke for lidt, hverken af farver eller lækkerier. Arkivfoto: Katrine Brix

Flotte billeder af byen

Leder du efter smukke udsigter, forrygende billeder på en klar dag eller måske bare et usædvanligt sted at snakke om livets store spørgsmål?

Her kommer tre bud på, hvor du kan få en fed oplevelse af Aalborg fra oven.

Aalborgtårnet: Kan vi friste med lidt panoramaudsigt over Aalborg? Så tag turen til Aalborgtårnet, hvor du får et helt specielt kig over byen 105 meter over havets overflade. Heldigvis skal du kun gå de 55 meter op.

Tårnet er som udgangspunkt åbent fra april til oktober, men elevatoren kører som regel ikke, hvis der er frost eller hvis det blæser mere end ni meter i sekundet, så det er altid en god ide at tjekke hjemmefra.

Hvor: Søndre Skovvej 30, 9000 Aalborg - Se åbningstider her

Sarah Thun
God tur op i det 55 meter høje Aalborgtårnet, der giver et forrygende view over Aalborg. Arkivfoto: Michael Koch

Bloggertrappen på Eternitten: Lidt sydøst for midtbyen ligger boligområdet Eternitten. Her finder du en megalang trætrappe, fortæller Sanne Kjeldsteen.

Efter sigende har den fået tilnavnet bloggertrappen, fordi du kan få nogle virkelig gode billeder på den lange opgang til vandbakken.

Her får du god motion på de 242 trin op, du kan se en masse, og så er den totalt fotogen - whats not to like?

Hvor: Lektorvej 35, 9000 Aalborg

Musikkens hus: På Havnefronten ligger Musikkens Hus - og det er meget nærliggende at tænke, at man skal have købt billetter i god tid og møde op i sit stiveste puds i den smukke bygning.

Men sandheden er, at alle og enhver kan stryge ind i foyeren og kigge rundt i bygningen.

Det bedste råd fra kvinderne bag OpdagAalborg er, at du tager trapperne helt op til toppen af bygningen og nyder et fantastisk stykke arkitektur og en smuk udsigt.

Hvor: Musikkens Plads 1, 9000 Aalborg

Sarah Thun
Musikkens Hus fotograferet en vinteraften. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...