NEU laver marked for upcoming kunstnere og designere mellem 12 og 18 år

AALBORG: Når der til maj er kunst- og designmarkedet NEU i Kedelhallen Nordkraft, bliver det med en ægte nyskabelse.

Markedet får en nemlig en aflægger på Turbinetorvet i form af et marked for unge talenter mellem 12 og 18 år.

- Vi vil gerne fylde Turbinetorvet med unge, der vil vise frem, hvad de kan, fortæller Sofie Ellegaard, der står bag NEU sammen med Anne Østenby og Line Agerbo.

Markedet har 13 stadepladser, som arrangørerne stiller gratis til rådighed til upcoming kunstnere, designere, håndværkere og iværksættere, der har lyst til at vise frem og sælge.

- Vi vil gerne have fat i nogen inden for alle genrer. Det må gerne være lige så bredt, som de øvrige boder på markedet er, siger hun og tilføjer:

- Jeg tænker, det vil være en stor oplevelse at få muligheden for at vise frem, hvad man arbejder med og samtidig få feedback fra de mange, der besøger markedet. Man kan lære meget af at møde kunderne og tale med dem. Og så er der hele stemningen på markedet, konstaterer hun.

Katrine Schousboe
Der er stor interesse for markedet, som holdes to gange om året, både når det gælder besøgende og udstillere. Foto: Anne Østenby

Forår og fornyelse

Det er sjette gang, de tre initiativtagere arrangerer NEU.

Der er meget stor interesse for markedet - ikke bare fra besøgende, men også fra iværksættere og designere, der gerne vil udstille.

Denne gang bliver der omkring 60 stande og flere end halvdelen af udstillerne er nye på markedet.

- Vi vil hele tiden gerne forny os og sikre os, at der er noget nyt for vores gæster at komme efter, fastslår Sofie Ellegaard.

Udvalget af varer bliver lige så bredt som det plejer - fra smykker, over keramik til tøj.

- Til forskel fra julemarkedet bliver der nok knap så mange strikhuer, siger hun med smil i stemmen.

Der er også planer om at få et par enkelte stande - måske med lidt grønt - udenfor for at udnytte forårsvejret.

Er du eller kender du et ungt designtalent, der har lyst til at udstille og sælge varer på markedet, så er der ansøgningsfrist 1. april.

NEU finder sted i Kedelhallen lørdag 11. maj kl. 10-17. Der er gratis entre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...