Aalborg Teater leder efter børn til juleforestillingen Snefald

AALBORG: Det kan være svært at forestille sig på en solrig junidag, men inden for nogle måneder går vi igen rundt i regnvejr og sjap og tæller ned til juletiden.

Og ingen jul uden en familieforestilling på Aalborg Teater.

På teatret er man da også allerede i gang med forberedelserne til forestillingen Snefald, som spiller fra slutningen af november.

Her skal man bruge otte børn i forskellige roller, og derfor laver teatret i august en audition for at finde nogle piger mellem 8 og 15 år og drenge mellem 8 og 12 år.

Kender du et barn, der vil prøve lykken til audition 29. august, skal man tilmelde sig til teatret ved at skrive til audition@aalborgteater.dk - i emnefeltet skal stå navnet, mens selve mailen skal indeholde navn, alder, højde, telefonnummer og emailadresse. Derudover skal man vedhæfte en video, hvor barnet synger et vers af Jeg ved en lærkerede.

Der er sidste frist for tilmelding 16. august.

Snefald er en ny juleklassiker, som mange børn vil kende, fordi DR i 2017 sendte den norske tv-julekalender. Siden er kalenderen blevet dramatiseret og spillet i både Norge og på Odense Teater. Nu bliver den altså sat op her i Aalborg.

Juleforestillingen spiller fra 19. november til 23. december 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...