Vores klummeskribent Mette Goddiksen synes, der burde sættes en advarsel på folk, der finder huller i osten

KLUMME: Måske er du stødt på den her type, der altid kan finde hullerne i osten? Og er der ingen huller, så vil vedkommende lede nidkært efter dem, vende og dreje, dissekere og diskutere, til du bliver helt ør og ikke længere kan huske, hvordan den oprindelige ost smagte.

Du har mødt fejlfinder-Finn. Bær over med ham. Han føler sig nemlig ikke rigtig vågen og vigtig, medmindre han kan påpege fejl og mangler. Han lever et lidt trist liv, hvor han lader sig styre af frygten for fiasko snarere end lysten til succes. Forskellen på de to tilgange er kæmpe, og jeg vil vove den påstand, at vi godt kan leve med en fejl eller mangel i ny og næ, for risikoen ved at leve som Fejlfinder-Finn er, at vi ikke rigtig tør agere frit i verden, og kreativiteten og nytænkningen dør. Og så er det kedeligt.

Fejlfinder-Finns yndlingsord er ”men”. Det bruger han gerne, når du lige tror, du har imponeret ham. Det er fedt, siger han. Men…

Fejlfinder-Finn kan også godt lide at sige ”hvad sagde jeg”, når lokummet brænder. Og det gjorde han: Altså, sagde det. Fejlfinder-Finn tager som regel alle sorgerne på forskud hver gang, og indimellem rammer han plet.

Fejlfinder-Finn kan godt lide at se talentshows, programmer om paratviden eller andre udsendelser, hvor de deltagende kan anklages for ”at skabe sig”, ”være dumme” eller ”talentløse”. Tillægsord, han sprutter ud i stuen, mens du mest af alt har lyst til, at han klapper kaje. Eller selv melder sig til programmet, siden han åbenbart har helt styr på sit shit.

Fejlfinder-Finn holder som regel også af den forargelsesfryd, han får i mavsen, når han kan påpege, hvor banale, højtråbende, pralende, overfladiske og for meget alle andre er på Facebook. Selv poster han ingenting, så man får aldrig bevis for, at han selv ville være et humoristisk og sprudlende Facebook-flamme, der løftede opdateringer til en ny kunstform.

Hmm. Det er godt nok ærgerligt, at vi går glip af den slags lysende vid.

Men Fejlfinder-Finn er ubøjelig. Den slags er under hans niveau, må vi forstå. Han har virkelig ikke behov for sådan at få opmærksomhed. Altså – hvis man modregner den opmærksomhed, han ønsker, når han piller andre menneskers indsats fra hinanden og derigennem insinuerer, at han kunne gøre det meget bedre, hvis han ville altså.

Måske tænker du, at Fejlfinder-Finn godt kunne trænge til at komme ud og svinge træbenet. Du prøver at gøre ham mere loose med vin, men desværre: Fejlfinder-Finn drikker sig aldrig beruset. Han taber aldrig kontrollen. Det kunne jo ende med, at han – gys – begik en fejl. Eller så dum og sårbar ud.

Han foretrækker ædru at studere resten af festen. På den måde kan han tage notater om, hvem der dansede for tæt, hvem der sagde for skumle vitser eller blev stangvisne. Mandagen efter personalejulefrokosten er en festdag for Fejlfinder-Finn.

Og stort set alle arbejdspladser har sådan en Fejlfinder-Finn. Han er bestemt ikke ubrugelig, men han skal indtages i de rette doser på de rette tidspunkter. Han er et no go i sammenhænge, hvor der skal prøves noget nyt og kreativt. Han er fremragende i sammenhænge, hvor det koster menneskeliv ikke at finde selv den mindste fejl.

Og så burde der måske monteres sådan en lille advarsel på Fejlfinder-Finn, som man ser på cigaretpakkerne: Samvær kan virkelig dræne dig for energi, få dig til at tabe modet og gøre dig apatisk og bange for at begå fejl.

Men vigtigst af alt at huske: Det må altså være hårdere at være inden i Fejlfinder-Finn end omkring ham. Og desuden har de fleste af os en flig af ham i vores personlighed.

Så husk nu (også) at trutte ham kærligt på maven.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...