Brugte juletræer skal forvandles til små figurer hos Råt&Godt, der får 100 kroner fra Magasin for hvert doneret træ

AALBORG: Juletræer er en fast del af juleinventaret hos mange nordjyder. Men der går ikke mange dage efter d. 24. december, før nålene begynder at falde af, og træet ser lidt sølle ud. Men selvom et afdanket, brugt juletræ måske bare er affald for dig, der vil smide det på forbrændingen, så er der faktisk nogen, der kan bruge træet og give det nyt liv.

Råt&Godt, der netop laver produkter i genbrugsmaterialer, vil nemlig hellere end gerne have dit brugte juletræ. Her skal træerne nemlig bruges til at lave små træfigurer, maskotter, som kan sælges og derved skaffe penge til virksomheden, der beskæftiger borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

- Jeg synes, det er et voldsomt ressourcespild at købe et juletræ, sætte det indenfor i en måneds tid, og så smide det ud igen eller brænde det af. Det forurener også en hulens masse. Hvis vi lader træerne tørre, kan vi bruge stammerne til at lave maskotter ud af, fortæller Christian Helweg, der er stifter og direktør i Råt&Godt, til Nordjyske.

- Vi laver nogle maskotter, man kan købe, som repræsenterer Råt&Godt. De repræsenterer bæredygtighed, social ansvarlighed, forretning, innovation, iværksætteri og ansvar i det hele taget.

Thomas Lee Christensen
Christian Helweg, stifter og direktør i Råt&Godt. Arkivfoto: Torben Hansen

Magasin med i projektet

Idéen er blevet til i samarbejde med Magasin Aalborg, der også opfordrer nordjyderne til at donere deres brugte juletræer til den socialøkonomiske virksomhed. Magasin donerer nemlig 100 kroner til Råt&Godt for hvert juletræ, nordjyderne donerer til dem.

- Hos Magasin synes vi, at Råt&Godt er et vigtigt initiativ i Aalborg, og vi har samtidig et ønske om at støtte op om de gode initiativer, der findes i de lokalområder, hvor vi har forretninger. Samarbejdet med Råt&Godt giver derfor rigtig god mening, da vi deler mange af de samme værdier, siger Tina Mikkelsen, der er store manager i Magasin Aalborg, i en pressemeddelelse.

Råt&Godt vil i løbet af december også have en stand i butikken, hvor virksomheden sælger sine produkter. Heriblandt de figurer, som efter nytår skal produceres af de donerede juletræer.

Og sådan et samarbejde og donationen fra Magasin betyder meget for Råt&Godt.

- Vi er en privat virksomhed, og vi lever af det, vi tjener. Det, vi tjener, skal være med til at skabe nogle bedre forhold for vores borgere, siger Christian Helweg og fortæller, at pengene skal bruges på en varmekilde til den over 100 år gamle togremise, som Råt&Godt holder til i.

- Det er en udfordring, når det bliver koldt. Og det er noget af en ydelse at betale en varmekilde, men det er med til at forbedre forholdene for os hernede.

Thomas Lee Christensen
Råt&Godt producerer og bygger mange forskellige produkter af genbrugsmaterialer. Ikke kun af træ, men også af metal, stof, og flamingo. Arkivfoto: Torben Hansen

Nye produkter

Det er dog ikke første gang, Christian Helweg efterspørger brugte juletræer. Tidligere år har han bare bedt om dem via Facebook, og brugt træerne til små skiver.

Men denne gang skulle der udvikles et produkt, som for alvor gør brug af den forhåbentlig store bunke juletræer, der kommer ind, når højtiden er overstået.

- Vi har stadig juletræer tilbage fra sidste år, så jeg skulle finde noget, hvor der skulle bruges lidt mere materiale. Det er derfor, vi udviklede den her maskot.

- Så hvis det bliver en succes, og vi får solgt nogle maskotter, kan vi blive ved med at lave dem. Ellers må vi lave nogle andre produkter ud af det.

Afhængigt af hvor mange træer virksomheden får ind, bliver der også udviklet nye produkter, som træerne kan bruges til, så træerne ikke går til spilde.

Vil du gerne donere dit juletræ til Råt&Godt, skal de afleveres fra 3. til 8. januar hos Råt&Godt på Hjulmagervej 58.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...