Ejeren måtte arbejde i næsten døgndrift. Det belønnede sig

AALBORG: Hun driver virksomhed inden for en branche, der har været hårdt ramt af covid-19-pandemien. Alligevel kan ejeren af to markante nordjyske cafeer melde om fremgang og millionoverskud i 2021.

Navnet er Anne Marie Kønig, og hendes cafeer hedder Cafe Peace og ligger i Aalborg og Blokhus.

De to cafeer gav i regnskabsåret 2021 et samlet overskud efter skat på 2,1 millioner kroner, og det er en markant fremgang i forhold til 2020.

- Det har været et tilfredsstillende regnskabsår udfordringerne taget i betragtning, selv om vi selvfølgelig ikke har nået vores oprindelige forventninger til omsætning og resultat, siger Anne Marie Kønig.

Forklaringen på overskuddet er en meget stram styring af omkostningerne i de hårde tider. Det har Anne Marie Kønig kunnet mærke på egen krop.

- Jeg selv arbejdede i cafeen dagligt uden nogen fridag, siger hun.

Anne Marie Kønig har så stor tillid til fremtiden som cafeejer, at hun har besluttet at investere i en udvidelse af Cafe Peace i Aalborg.

- Vi udvider ved at tage førstesalen i vores bygning i brug, siger hun.

Projektet betyder en kortvarig lukning af cafeen senere på året.

- Vi er nødt til at holde lukket i 14 dage i forbindelse med ombygningen, siger Anne Marie Kønig.

Hun etablerede Cafe Peace i Aalborg i 2014 efter adskillige år som lærer på Gug Skole.

I maj 2021 åbnede hun og hendes mand - den tidligere ejer af Aalborg DH Ole Bach Jensen - endnu en Cafe Peace, i Blokhus, hvor familien også har sit sommerhus.

De to cafeer i Aalborg og Blokhus beskæftiger samlet op imod 80 medarbejdere i højsæsonen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...