Biografen i Kennedy Arkaden skal have en tydeligere profil, mener biografchefen

AALBORG: Håndværkerne arbejder på fuld kraft, og Kennedy-biografens store Sal 1 er nærmest ikke til at kende. Biografstolene er væk, og håndværkerne er i fuld sving med at opbygge nye plateauer til salens nye, elektriske luksus-lænestole. Stolene minder om dem, der før blev kaldt luksussæder i Sal 1, de nye er bare en federe model, fortæller Jan Ringtved, der er biografchef i både Kennedy- og City Syd-biograferne.

Men det er langt fra kun Sal 1, der står over for noget af en opgradering. Faktisk bliver størstedelen af biografen gentænkt og ombygget. For eksempel bliver samtlige stole i samtlige sale skiftet ud med den nye model, der giver ekstra god plads mellem gæster og mellem rækker.

På den måde skulle du gerne kunne se hele lærredet, selvom du nærmest ligger ned, og ham foran er høj som en basketballspiller – ligesom hele rækken heller ikke behøver rejse sig, hvis nogen skal på toilettet undervejs.

Thomas Christensen
Arbejdet med salene og de nye stole er relativt hurtigt ordnet. Den store sal tager omkring to uger at lave om, mens de mindre sale tager omkring en uge hver. Foto: Thomas Lee Christensen

Men de nye stole kræver også mere plads, og det betyder, at biografens kapacitet næsten bliver halveret. Den største sal ender på omkring 180 pladser – mens der i nogle sale fremover kun kommer til at være 47 pladser.

- Oplevelsen rundt omkring selve filmen bliver vildt forandret, fortæller biografchefen.

Kiosk pilles fra hinanden

Foruden de opdaterede sale med nye, langt bedre stole bliver der også taget et nærmere kig på både kiosk og foyer, der ifølge biografchefen trænger til en opgradering.

- Kiosken bliver meget mere strømlinet. Som jeg ser den nu, er den bare ét stort rod. Du har ikke udsyn nogen steder. Men den nye kiosk bliver meget mere overskuelig. Der er tænkt over flowet.

Også selve foyeren skal laves om, så den bliver mere lounge-agtig og hyggelig med gulvtæpper og måske nogle store gardiner, forklarer han.

Thomas Christensen
Jan Ringtved er biografchef i både City Syd og Kennedy Arkaden. Foto: Thomas Lee Christensen

Ny profil

Den store ombygning og opgradering skal til for at give Kennedy-biografen en mere klar profil.

- Biografen herinde har haft en lidt skæv profil, for der har ikke rigtig været nogen. Som den ser ud nu, er det så her, man sætter sig ind og nyder et glas vin? Helt ærligt, nej, det er det ikke. Men det er det, vi gerne vil gøre det til.

Biografen i City Syd kalder Jan Ringtved en ”convenience”-biograf. Man skal ikke op ad en eneste trappe, og når du er færdig, holder bilen lige uden for – noget, der tiltaler familierne.

Men med ombygningen får Kennedy-biografen nu også i højere grad defineret, hvem der er målgruppen for den store midtby-biograf.

- Vi er ude efter urban-profilen, vi er mere ude efter bymennesket, der gerne vil mødes med venner og lige sidde og få et glas vin, inden de skal ind for at se en film, forklarer Jan Ringtved.

Thomas Christensen
Inde salene er det kun stolene der bliver udskiftet. Projektorerne og højtalerne bliver, men vil blive naturligt udskiftet, når de trænger, forklarer Jan Ringtved. Foto: Thomas Lee Christensen

I forbindelse med ombygningen, vil der nemlig blive tilføjet en bar, der kommer til at servere baristakaffe, vin, drinks og forskellige øltyper.

Men selvom der nu skrues på fokus og profil, kommer biografen fortsat til at sælge både sodavand og popcorn. Ifølge biografchefen er City Syd- og Kennedy-biograferne faktisk blandt dem, der sælger flest popcorn pr. gæst i hele landet.

Det store ombygningsarbejde fordeler sig ud over resten af året, men arbejdet med de nye biografstole er relativt hurtigt overstået. Hvis alt går vel – og forsyningskæderne ikke driller for meget – skulle alle salene gerne står klar med de nye sæder sidst i september.

Ambitionen er, at det resterende arbejde med ny kiosk, bar og foyer bliver klar inden jul.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...