Kim Larsen, der døde i søndags, bliver mindet med en kæmpe koncert, der bliver sendt live på storskærm foran Musikkens Hus.
Det sker

Kim Larsen mindes ved kæmpe koncert: Du kan være med

Musikkens Hus viser hyldestkoncert live på storskærm søndag aften

05. oktober 2018 kl. 08:58

AALBORG: Vil du være med til at sige farvel til og mindes Danmarks store spillemand, så får du nu chancen søndag aften, 7. oktober.

DR1 sender live fra Rådhuspladsen i København, og Musikkens Hus viser koncerten Som et strejf af en dråbe - Danmark synger farvel til Kim Larsen direkte på storskærm på Musikkens Plads fra kl. 19.30-21.00.

- Hele Danmark står i disse dage sammen om at mindes Kim Larsen og hans musik, og det glæder os, at vi i samarbejde med DR kan give nordjyderne mulighed for at synge et sidste farvel til en af Danmarks mest elskede kunstnere, lyder det fra Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus.

Store navne optræder

Til koncerten vil en række af Danmarks mest elskede musikere synge for, når de fremmødte på Rådhuspladsen og nu også Musikkens Plads opfordres til at synge med på Kim Larsens mest elskede numre.

Mindekoncerten skulle oprindeligt holdes i DR Byens store tv-studie Studie 5, men responsen og danskernes store ønske om at deltage og sige ordentligt farvel til Kim Larsen var så stor, at DR har valgt at flytte mindekoncerten til Rådhuspladsen og gøre koncerten mere tilgængelig for befolkningen ved at vise koncerten live på storskærm i landets største byer.

Planlægning af mindekoncerten er i fuld gang. Du vil bl.a. kunne høre The Minds of 99, Love Shop, Michael Falch og Caroline Henderson, og flere navne bliver tilføjet de kommende dage.

Mads Steffensen bliver vært for showet, som kan følges live på storskærm på Musikkens Plads eller på DR1 og DR TV.

Annonceret indhold

Nyeste