Butikken på Østerågade er blevet udvidet kraftigt
AALBORG: Vi er vilde med briller. Mange briller.
I hvert fald hvis man spørger hos Louis Nielsen på Østerågade.
Butikken har de seneste måneder fået en stor makeover og er blevet udvidet kraftigt. Det i sådan en grad, at vi fremover kan bryste os af at have landets største Louis Nielsen-forretning med bl.a. fem synsprøverum.
- Vi mærker en stigende efterspørgsel på synsprøver, og derfor har vi udvidet, siger butikschef Brian Kollerup.
Udvidelsen har dog ikke været uden problemer. For midt i ombygningen gik processen i stå, fordi man fandt pilespidser fra fortiden. Men nu står udbygningen endelig klar.
- Vi må selvfølgelig have respekt for Aalborgs spændende historie, så derfor måtte vi vente tålmodigt, da der blev fundet fund fra fortiden ved udgravningen, fortæller Brian Kollerup og fortsætter:
- Vi har ikke kunnet følge med efterspørgslen i perioder, så vi er glade for, at udbygningen endelig står klar, siger han.
Det er i år 40 år siden, at optikerkæden åbnede sin allerførste butik i Aalborg. I dag tæller kæden 77 butikker over hele landet.
