Centimeter Maraton er både motion og masser af sjov

AALBORG: Nu kan selv de allermindste blive maratonløbere, når Børneulykkesfonden og Rasmus Klump afholder Centimeter Maraton. Det finder sted på idrætspladsen ved Hasseris Gymnasium lørdag 15. juni klokken 11.

De fleste børn kan godt lide at bevæge sig. Alligevel er det kun et mindretal af danske børn, der opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet. Det vil Børneulykkesfonden gøre noget ved, og derfor har de etableret Centimeter Maraton, der holdes i flere større byer i Danmark.

Den klassiske maratonløber nedlægger en strækning på 42.195 kilometer, mens centimeter-maratonløberen nedlægger 42.195 centimeter. Eller godt 400 m. Dermed kan selv de mindste være med og kalde sig for maratonløbere.

Alle børn og barnlige sjæle får rig mulighed for at løbe om kap med Rasmus Klump, når han er med og hepper på børnene både før, under og efter løbet.

Centimeter Maraton er for børn i alderen 2-10 år, og børnene inddeles i to grupper: ”Pildskadderne” og ”Gøjerne”. Pildskadderne er de mindste børn, hvor far eller mor må løbe med. Gøjerne er de større børn, som godt kan løbe hele distancen selv.

Centimeter Maraton arrangeres af Børneulykkesfonden, DGI Atletik og Rasmus Klump.

Alt overskud fra løbet går ubeskåret til Børneulykkesfondens arbejde for at øge børnesikkerheden i Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...