Der er fyldt til sidste stadeplads, når populært marked vender tilbage

AALBORG: Om du er på jagt efter en helt særlig julegave eller bare vil ose rundt på en kølig novemberdag, så er der nok at vælge mellem, når kunst- og designmarkedet Neu vender tilbage til Nordkraft.

Alle stader til markedet i Kedelhallen 16. november er nemlig for længst besat med både nye og upcoming navne inden for design og kunsthåndværk.

- Vi bliver positivt overraskede hver gang, vi åbner for tilmelding. Vi får simpelthen så mange henvendelser fra udstillere og bliver så nødt til at sortere nogle fra, siger Sofie Ellegaard, der står bag markedet sammen med Anne Østenby og Line Agerbo.

Katrine Schousboe
Mange af årets udstillere er nye - men der vil også være gengangere fra tidligere markeder. Foto: Anne Østenby

Varerne på markedet bliver et bredt udvalg af alt til boligen, tøj og mode, lover Sofie Ellegaard.

- Og så er der selvfølgelig lagt meget vægt på julevarerne, for det er jo den tid, vi går mod. Men ellers har vi forsøgt at få så bredt et udvalg som muligt. Der er mange nye udstillere med denne gang, men selvfølgelig også nogle gengangere, siger hun.

I alt er der blevet plads til 62 udstillere i Kedelhallen, og det er det maksimale antal, hvis der også skal være ordentlig plads til, at man kan gå rundt.

Og der skal nok blive trængsel ved bordene med keramik, pynt og tøj. Neu plejer at trække rigtig mange nysgerrige gæster til - og markedet falder samtidig på den lørdag, hvor julemanden kommer til byen, og det store træ bliver tændt.

- Men et tip kunne jo være at komme lidt ud på dagen, hvor der plejer at være færre, siger Sofie Ellegaard.

Det er gratis at komme ind på kunst- og designmarkedet i Nordkraft 16. november kl. 10-17.

Katrine Schousboe
Neu finder sted to gange om året - maj og november - og tiltrækker vanligt mange mennesker. Foto: Anne Østenby
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...