Fridage indbyder til at tage på mikroeventyr i naturen. Vi har fundet en flok shelterpladser

AALBORG: Ro, frisk luft og lyden af fuglefløjt, når du vågner. Det er populært som aldrig før at tage ud i naturen og overnatte.

Og nu, hvor temperaturen igen er på plus, og dagene bliver længere, trækker skove og strande masser af mennesker til. Hvad er da også mere oplagt end at tage på et mikroeventyr i lokalområdet her i påskedagene for at studere forårets komme på absolut tætteste hold.

Vi har fundet 5 oplagte muligheder for at komme ud og få et par gratis overnatninger i det fri her i Aalborg-området:

Bouet

Lejrpladsen i Bouet (Kystvejen) kan du komme til fra både land- og vandsiden. Pladsen ligger tæt på både Nørre Uttrup Fjordpark og Fjorden.

Der er en fri fiskeplads-strækning langs vandet tæt på pladsen, hvis du til den slags - alternativt kan du også bare vælge at nyde udsigten.

Lejrpladsen har tre shelters med plads til i alt 15 personer. Der er bålplads, men ikke adgang til toilet eller vand. Du skal selv have både vand og brænde med, hvis du vil riste en pølse eller lave en kop kaffe.

Egholm

Så tæt på og alligevel en helt anden verden. Sådan føles Egholm for mange af os.

Og har du lyst til at overnatte på øen og vågne til fuglenes sang og en fin udsigt, så kan du gøre det fra et af de tre shelters, der ligger i udkanten af Kronborg Skov.

På lejrpladsen, som har et bålsted, må du også slå dit eget telt op.

Under normale omstændigheder kunne du tilføre lejrlivet en kæmpetartelet eller en gang onsdagsflæsk fra Restaurant Kronborg, men de udskejelser har corona sat en midlertidig stopper for.

Hasseris Skov

I Hasseris Skov finder du både nord og syd for Nørholmsvej en shelterplads.

Her ved skoven er du omgivet af strandenge og marker og tæt på Fjorden mod nord og Hasseris Å mod syd.

Den nordlige lejrplads indeholde et shelter med plads til fem personer og en bålplads. Den sydlige plads er lidt større. Her er der fire shelters med i alt plads til 20 og ligeledes en bålplads.

Der er ikke adgang til toilet eller vand nogen af stederne, men til gengæld masser af bynær natur.

Katrine Schousboe
Foråretsvejret indbyder til en tur ud i det blå. Arkivfoto: Mette Nielsen

Lundby Krat

Både Lundby Bakker og Lundby Krat er populære udflugtsmål til søndagsturen og for motionsløbere og cyklister. Men du kan også tage en gratis overnatning i det fredede område.

I Lundby Krat øst for Hadsund Landevej finder du nemlig en lejrplads med fire shelters med plads til 20 personer. Her er også et fælles bålsted.

Pladsen ligger lige op ad stien, der fører igennem området, så du skal nok vente nogen trafik i dagtimerne - særligt på solskinsdage.

Lindholm Fjordpark

Lindholm Fjordpark er rig på både plante- og dyreliv. I området finder du både skov, urter og buske og ifølge VisitAalborg også den sjældne blomst Kødfarvet Gøgeurt. Du skulle også kunne spotte en tårnfalk og den sjældne mosehornugle.

Det er oplagt at komme til pladsen fra vandsiden - i enten jolle, robåd eller kajak - og nyde en overnatning i det fri.

Lejrpladsen er udstyret med et shelter, som kan rumme otte personer.

Gode huskeregler, når du vil sove i shelter

- Husk overnatning højest to nætter i træk på den samme plads

- Hvor der ikke er toilet, skal du altid nedgrave egne efterladenskaber. Tag derfor en lille spade med.

- Du skal medbringe brænde til eget forbrug - det samme gælder drikkevand på de pladser, hvor der ikke er indlagt vand.

- Husk at vise hensyn, når flere forskellige grupper benytter samme plads. Eksempelvis er det god skik, at der er nattero på pladsen kl. 22.00

- Efterlad altid pladsen og shelters i pæn, ren og ryddelig stand

Kilde: VisitAalborg, Aalborg Kommune, udinaturen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...