Lau Aaen skriver satiriske klummer med perspektiv fra den nordjyske hovedstad

Jeg er stadig på den internationale rumstation. Andreas Mogensen er her også endnu. Afstemningen om det danske EU-forbehold fylder ikke ret meget heroppe, hvis jeg skal være helt ærlig. Den er knapt blevet nævnt. Heroppe har man blik for de større sammenhænge, det store billede, de store træk, det giver næsten sig selv, når man konstant ser Jorden på afstand. Hele menneskeheden, alle dens skæbner og hele dens fælles historie er samlet dernede, lige der. På en blå plet, susende gennem verdensrummet, os allesammen sammen og samlet helt alene mod alt, hvad der måtte være i det uendelige derude.

Den udsigt sætter alting i perspektiv.

Så heroppe snakker vi selvfølgelig en del om alt det vejarbejde, PlusBussen kaster af sig. Det er godt nok meget. Og meget aktuelt, nedlæggelsen af 36 kantstensparkeringspladser i forbindelse med ensretningen af Kastetvej.

- Har Vestbyen ikke allerede mistet p-pladser, da man etablerede nedgravede affaldscontainere, spørger en af vores medastronauter. Det er en af den slags spørgsmål, hvor man snildt mærker spørgerens egen holdning. Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener, men jeg sætter pris på input udefra.

- Så kan man bare godt blive lidt bekymret for parkeringsforholdene for søsportsaktiviteterne derude, siger en anden astronaut.

Det kan man. Helt bestemt.

Ligesom man kan blive bekymret over revnerne i Budolfi Kirke. Den nyhed optager snart sagt enhver astronaut. Det er lidt det samme med rumstationen her, den slår også revner af og til, men der er jo ikke just tale om uerstattelig kulturarv, som flere af astronauterne bemærker. Nej, man mærker en ægte, genuin og pur bekymring.

Den nye belægning foran kirken er skam rigtig vellykket. Det er der bred enighed om heroppe, det er slet ikke det. Men man undrer sig bare over, hvorfor man ikke passede bedre på kirken, da man ombyggede pladsen.

Jeg har ikke noget godt svar.

Jeg synes også, det er for dårligt. Men først og fremmest vil jeg egentlig bare gerne hjem. Stemningen i rummet kan være nok så nordjysk, vidderne heroppe være nok så brede, præcis som derhjemme, men det bliver bare aldrig det samme. Også selvom vi synger “Blæsten går frisk over Limfjordens vande” ved solopgang, en tradition, man har haft så længe, nogen heroppe kan huske. Sangen og den internationale rumstation er praktisk talt uadskillelige. Vi tager en omgang om Jorden hver halvanden time, så det bliver til en del syngen den sang. Det bliver den bestemt ikke ringere af, det siger alle, men en uge heroppe er nok. Det er fuldstændig som de andre astronauter heroppe sagde, da jeg kom. Selvfølgelig er det da fint nok at være i rummet, vægtløs, 28.000 kilometer i timen og sånnåeh, men så er det heller ikke vildere. Nu har man prøvet det, videre. Lad os komme hjem.

Nu er der solopgang igen.

Det hjælper lidt på hjemveen.

Men kun lidt.

LÆS OGSÅ: Klumme: Rummet er nordjysk

LÆS OGSÅ: Klumme: Spækhugger beklager stranding

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv til aalborg:nu fra den nordjyske hovedstad med et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Lau Aaen
Lau Aaen. Privatfoto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...