Aalborgtårnet er et mere reelt og ærligt tårn end Eiffeltårnet. I hvert fald hvis du spørger parisianerne. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Mennesker

Klumme: Derfor taler alle i Paris om Aalborg

Lau Aaen skriver satiriske klummer med perspektiv fra den nordjyske hovedstad

15. marts 2022 kl. 20:27

Jeg sidder på en café i Paris. Frankrigs Paris. I det 8. arrondissement. Der er Tarte Tatin, der er eclairs, der er Croque Madame og en Citroën DS udenfor. Der er ternet dug på bordene. Det er en meget fransk café.

- Aalborgtårnet er 55 meter højt, lyder det fra et nabobord. Hun er indfødt parisianer, det kan man sagtens høre. Det står på en 50 meter høj bakke, så toppen er 105 meter over Limfjorden, fortsætter hun. Meget livligt, meget lidenskabeligt.

- Det skal ikke være højere.

Det er charmerende, det er parisisk. Jeg nyder at smuglytte til samtalerne på de parisiske fortovscaféer.

- På en klar dag kan man se til Hals Barre Fyr, siger hun og gør bestemte fagter. Udtalen er forbavsende god, forbavsende korrekt nordjysk midt i alt det franske. Det er ikke første gang, hun diskuterer det her.

Min café au lait er ankommet.

Hendes sidekammerat nikker, oui oui. Han kender fint højdemålene i relation til Limfjorden, siger han. Han er enig, hun prædiker for koret. 105 meter er rigeligt. Det kan hurtigt blive for meget.

Lignende konklusioner er man ved mange andre borde kommet til. Aalborgtårnet er et mere reelt, mere ærligt tårn. Selvfølgelig er det da, særligt hernede, oplagt at sammenligne med Eiffels konstruktion fra 1880’erne. 300 overgjorte højdemeter, siger en. Det er for meget. Om så de lavede tårnet dobbelt så højt, siger en anden og hentyder til forskellen i beliggenhed, ville man stadig ikke kunne se ud over Egholm. En ø, der fylder i den franske debat. Man er mindst lige så splittede, som vi er.

Sammenligningerne optager byen, det er min klare fornemmelse. Aalborg tiltrak hele verdens opmærksomhed med et tomt lærred i en ydmyg træramme, mens vi stadig hænger på en hypet Mona Lisa i overpyntede Louvre, som en taxachauffør uopfordret sagde til mig. Han foretrak nytænkningen og Kunstens rene marmorlinjer. Man har slet ingen Cimbrertyr og skønt Triumfbuen er flot, kan man i det mindste bruge åbningen under Hovedbiblioteket til noget. Det er der mange, der siger hernede.

Jeg tager en bid af min croissant. Den er såmænd fin nok, men jeg ville aldrig bytte en chokoladebolle fra Slotsbageren væk. Det ville tjeneren heller ikke, og ved serveringen beklagede han på forhånd udfaldet af en eventuel sammenligning.

- Den ville ikke være til vores fordel, sagde han. Absolument pas.

Det ville den selvfølgelig ikke, men det sagde jeg ikke højt. Det ville jeg aldrig gøre.

Besindigheden og den nordjyske ydmyghed, dem kan de heller ikke slå os på. Ydmyghed i verdensklasse, state of the art. Det ved parisianerne også godt.

Der når de aldrig op.

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv til aalborg:nu fra den nordjyske hovedstad med et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Annonceret indhold

Nyeste