Klumme: Er AaB klar til årtiets vigtigste finale?

Jeg har nu altid set mig selv som et positivt væsen. En slags glasset-er-halvt-fyldt-i-stedet-for-halvt-tom-type. Det bestræber jeg mig også på at være efter kampen i Lyngby. Efter endnu et forbandet nederlag, hvor spillet og chancerne igen, igen, igen måske var til mere.

Mine kommunikative evner har så til gengæld altid været en slags ”work in progress”. Lidt for direkte, lidt for kontant og måske lidt for aggressiv. Især inden for kridtstregerne til både med- og modspillere. Jeg tror og håber ikke, at der er nogle, som den dag i dag har traumer over det. Samtidig har jeg - heldigvis - med alderen også lært at nedtone det. Lidt. Det må jeg også hellere forsøge at gøre i denne klumme.

Karim Zaza spurgte mig altid en 7-8 gange under en fodboldkamp: ”P, hvad fanden er det, der foregår?”. Efterfulgt af et ”For helvede, mand”… Jeg har det lidt på samme måde nu efter den lortekamp i Lyngby.

Sidste skud i bøssen

Vi spillede ikke okay. Vi skabte okay med chancer og burde ha’ scoret mere end ét mål. Men det gjorde vi ikke, og overordnet set så var det bare ikke godt nok. Eller Superliga-fodbold værdigt. Vi spillede mod holdet som lå sidst. Vi kunne redde sæsonen med en sejr, men var ikke en gang tæt på. Jo, måske på uafgjort til sidst, men det ville ikke redde os.

Vi har heldigvis et skud mere i bøssen. Vi kan selv afgøre det. Det er jo altid en fordel. Men… Puha… Hvilket drama det bliver. Vi er à point nu med Horsens og Lyngby, som møder hinanden i den sidste kamp. Logisk nok får ét af de hold så 3 point, ergo er vi så også tvunget til at vinde over Silkeborg. Medmindre Lyngby og Horsens spiller uafgjort, så kan vi også tåle at spille uafgjort. Men det er jo hypotetisk og aldrig noget, vi kan spille eller håbe på. Vi SKAL vinde. Gør vi så det? Kan vi det? Ja sgu da. Bliver det nemt? Nej! Det bliver et fu… nervepirrende drama.

Mange dårlige beslutninger

Spillerne – uanset alder, rutine og positioner – kommer til at have nerverne hængende uden på tøjet, nede i støvlerne og oppe i hovedet. Jeg sad og så tysk fodbold i weekenden. Dortmund kunne selv afgøre mesterskabet ved ”bare” at vinde hjemme over Mainz. En kamp, de sikkert vil vinde 9 ud ad 10 gange. Men ikke denne gang. På trods af en gigantisk, vigtig anledning og en vanvittig opbakning på stadion, så kunne de ikke præstere. De var lammet af nerver og nervøsitet.

Det samme kan ske for drengene på søndag. Det må vi bare forberede os på. Men klubben og holdet er også i denne situation af en årsag. Eller flere. Det skal vi huske på. Det er ikke pga. nederlaget i Lyngby eller et evt. pointtab til Silkeborg i den sidste kamp. En lang periode med kombinationen af dårlig ledelse, dårlig trupsammensætning, dårlige træner- og spillerbeslutninger samt præstationer har gjort, at vi nu står her.

Alt skal brændes af

Nu skal spillerne præstere godt i det sidste slag. Det sidste slag, hvor også den gode præstation skal udmønte sig i nogle mål. En sejr. Jeg håber, drengene kigger på hinanden inden de løber på grønsværen og aftaler, at nu brænder de banen af. Nu løber og fighter vi, til vi falder om. Vi angriber og forsvarer sammen.

De har gjort det før og kan gøre det igen, men alt står og falder med denne ene og sidste kamp.

Formår vi at præstere og vinde under sådan et pres med så meget på spil? Jeg tror selvfølgelig på drengene og deres kvaliteter. Men på søndag handler det i høj grad også om den mentale styrke.

Forza de Røde!