Mikele Volpi er indehaver af SanGiovanni og skriver klummer om det, der rører sig i Aalborg

AALBORG: Jeg er født og opvokset i Aalborg. Og jeg har aldrig boet i andre postnumre end 9000, så jeg har med glæde fuldt byens udvikling i de sidste 40 år til den by, vi er i dag. Min vinkel er altid præget af, at jeg ønsker en levende midtby.

Vi kalder os selv en lille storby, og det er vi måske også. En storby har brug for mange ting, og vi har efterhånden mange af disse i både uddannelse, erhverv, kultur og tech. Byen boomer også af fantastiske arrangementer i vores kulturinstitutioner, og vi har på restaurantsiden haft en høj vækst rate i forhold til andre byer i landet og fået støvet halvfemsernes “3 retter for en 50’er”-mentalitet væk.

Burde vi så ikke bare klappe og være tilfredse, det hele kører jo, og de etablerede kræfter sørger for stabilitet. Nej, hvis du spørger mig. Selvom vi har den laveste tomgang i butikslokaler af de 4 største byer i landet, og selvom vi har taget gastronomiske kvantespring med åbning af mange nye spisesteder, så synes jeg, at jeg fornemmer en slags magelighed.

Jeg kunne godt bruge noget mere vildskab, og at vi som by understøttede det. Vi har jo et iværksætterråd og en meget aktiv erhvervsafdeling i kommunen, men kan vi gøre yderligere for at fremme iværksætteriet og de lidt skøre og kantede ideer? Og her tænker jeg ikke på noget a la Løvens Hule. Alt respekt for skalerbare webshops, men det er nu engang ikke det, der giver byen liv, og når større virksomheder skal etablere sig i en by, kigger man også på byens liv. Og det er her restaurant, detail og kultur kommer ind i billedet. Det er nu engang hyggeligere at gå på et virkeligt julemarked end et virtuelt i metaverset. Og er det blevet for svært at være ny i midtbyen?

Vi har en masse flotte butikker og restauranter. Min egen restaurant er en af de ældste og mest etablerede. Det har vi som by brug for, altså de klassiske, de etablerede og de nytænkende. Men selv om der åbner både nye flotte butikker og spisesteder af god kvalitet, savner jeg ligesom den der vildskab - altså en iværksætter med et budskab, en karakter og noget vildskab, noget der kan sætte vores by endnu mere på kortet og ikke bare bidrage med en nuance af en farvel vi allerede har.

Og det er der, vi måske skal ind og tænke, hvordan vi som by kan hjælpe sådanne personer på vej - det er ikke altid, at iværksætteri og godt købmandskab går hånd i hånd. Kunne man forstille sig, at man etablerede et lokale i midtbyen en iværksætter kunne låne i 6 måneder for at se, om konceptet kunne bære eller det briste? Kunne man stille et lille restaurantlokale til rådighed for den unge kok, tjener eller masterchefdeltager med en helt ny tilgang til det at gå ud at spise? måske med en bæredygtig profil?

Ja, hvis du spørger mig! For selv om vi har brug for stabilitet og etablerede forretninger, byudviklere og restauranter, så har vi i allerhøjeste grad også brug for nogen, der tør udfordre det etablerede og tilføje noget nyt til byen - dem, der måske er en smule forud for deres tid. Der kan vi jo som by gøre vores til at hjælpe dem det første stykke af vejen i håb om, at det kan spire og gøre vores by endnu mere attraktiv.

Vi må ikke blive for magelige.

Mikele Volpi (f. 1976) er indehaver af restaurant SanGiovanni i Aalborg og en aktiv person i Aalborgs erhvervsliv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...